Arkiver

Coworking spacesIværksætterlivNyheder

Ny konference: Sådan redder vi det danske front-end community

26-årige Kenneth Auchenberg og 32-årige Daniel Frost kastede sig sidste år ud i at arrangere Danmarks første og eneste front-end konference – ganske enkelt fordi der ikke var andre, der gjorde det.

Succesen har de valgt at gentage til september i år.

I Januar sidste år stak de to erfarne iværksættere Kenneth Auchenberg og Daniel Frost hovederne sammen for at arrangere en konference. Den skulle handle om front-end udvikling, og formålet var at trække internationalt talent til Danmark. De mente nemlig ikke, det kunne være rigtigt, at man som dansk softwareudvikler var nødt til at rejse ud af landet for at blive inspireret.

De havde kendt hinanden i mange år og havde begge arbejdet med ‘community’ før – bare inden for to forskellige grene. Derfor øjnede de et hul i markedet. Der manglede noget, der kunne udgøre et fast holdepunkt for front-end i Danmark – et fundament som det danske front-end community kunne udvikle sig fra.

Men hvorfor mente de, at det var lige netop deres opgave at udfylde det hul i markedet? Hvorfor var det deres opgave at hjælpe communitiet og lægge så mange timer og kræfter i noget, som de ikke ville tjene penge på? Daniels Frosts svar falder prompte:

”Fordi der ikke var nogen andre, der gjorde det”.

Men han indrømmer hurtigt, at der nok også var andre ting, der drev dem. Det handlede både om den entreprenante skaberlyst og om at pleje sit ego.

Glæden ved det blanke kanvas
Det handlede nemlig i høj grad også om skaberlyst og det at bevise, at de havde evnerne til at stable noget stort på benene. At starte helt fra scratch med et blankt stykke kanvas og langsomt se projektet udvikle sig til noget stort. Hele udfordringen i det – det var det, der var sjovt, forklarer Kenneth Auchenberg.

”Jeg tror det handler om den her generelle skaberlyst som ligger i generne hos enhver iværksætter. At man har lyst til at skabe noget fra bunden. Det med at stå med et blankt stykke kanvas – lave et navn, definere et brand, finde venues, speakere og sælge billetter – hele udfordringen i den proces er sjov,” forklarer Kenneth Auchenberg og tilføjer:

”Og når man så sidder der på dagen, efter mange måneders hårdt arbejde, kigger hinanden i øjnene og drikker en øl – mens man kan se 300 mennesker, der er glade for det produkt, man har skabt – så er det det hele værd. Så tænker man: Selvfølgelig er det, det jeg skal. Selvfølgelig er det, det jeg skal bruge et helt år på uden penge,” siger Kenneth med et stort grin. Daniel Frost griner med.

”Lige præcis.”

Egoet er også en drivkraft
“Men det handler også om ego,” tilføjer Daniel.

At vise, både for dig selv og for omverdenen, at man er i stand til at trække et stort læs. Det er således også en væsentlig drivkraft, når man kaster sig ud i et projekt, som det han selv og Kenneth Auchenberg har gjort med Coldfront-konferencen. Det er dog ikke en negativ ting, understreger han.

”Jeg tror, det ligger til den entreprenante natur at have behov for anerkendelse for det, man laver. Ikke kun fra dig selv, også fra omverdenen. Vi gør de her ting, fordi vi gerne vil bevise, at vi kan nogle ting. At vi ikke behøver at blive gækket rundt med af andre. Og det, tror jeg sgu, er en enormt vigtigt del, af det at være entreprenør. Selvom jeg ikke tror, du kan få mange til at indrømme det,” siger Daniel Frost med et smil.

Begivenhed med branchens bedste
ColdFront løb således af stablen første gang sidste år og blev en stor succes med talere som Google, R/GA og Mozilla. Dem var de kommet i kontakt med gennem Kenneth Auchenberg, der ofte deltager i konferencer over hele verden. Han er nemlig ikke bleg for at tage fat i de helt store spillere.

”Jeg besøger omkring 20 konferencer hvert år, enten som deltager eller taler. Og så sørger jeg for at lægge mærke til, hvem der taler godt, hvem der er inspirerende og hvem, der har gang i nogle interessante projekter. Så har jeg til sidst en god lang liste, og når vi så skal starte vores egen konference op i januar, så er det bare at gribe telefonen og starte fra en ende af,” forklarer Kenneth Auchenberg.

Hvis man vil lave en konference, der inspirerer folk, er man jo nødt til at få fat i inspirerende mennesker, siger han.

”Vi gider ikke have talere, der siger noget, du kan læse i et blogpost”
I år gentager de succesen. Det sker den 3. september i København, og dette år er talerne ikke mindre imponerende. De tæller blandt andre Microsoft, Google, og MIT.

”Det bliver første gang i danmarkshistorien, at vi har så meget talent samlet på ét sted. Det er ret unikt. De talere, vi har, er folk, der åbner keynotes på store konferencer,” fortæller Kenneth Auchenberg stolt.

Med ColdFront er ambitionen nemlig ifølge Kenneth Auchenberg og Daniel Frost at inspirere og skabe perspektiv – sætte fokus på hvilke udfordringer branchen har, og hvor den er på vej hen.

”Og så gider vi ikke have talere, der siger noget, du kan læse i et blogpost. ColdFront handler om perspektiv,” lyder det fra Kenneth Auchenberg.

1 kommentar

Skriv et svar