Augusts 5 friske fra indbakken

Håndværker

Trendsonline redaktionen bliver hele tiden kontaktet af nye spændende startups. Faktisk er der så mange nye startups, at vi har svært ved at følge med. Derfor samler vi hver måned en god håndfuld startups, som er havnet i vores indbakke i månedens løb, som vi lige er nødt til at fortælle jer om.

August er lig med arbejdsstart og tilbage til hverdagen. Det bærer de 5 friske også præg af denne måned. Du kan for eksempel møde det cloudbaserede alt-i-en værktøj til ejendomsmæglerne og den sociale app, der skal gøre forretningsrejsende lidt mindre ensomme.

Fitspace
Rued Caspar Riis er en af de tre stiftere bag den nye crowdsourcede blog for alle former for ‘fitness-freaks’. Fitspace blev stiftet for bare få uger siden og havde efter tre uger mere end 200 brugere og 10.000 besøgende.

På Fitspace kan du få stillet alle dine fitness-lyster, lige fra den professionelle bodybuilders tips til større muskler til Helenes opskrift på protein-is – og så alt hvad der ligger der imellem.

Medstifterne håber at skabe en fælles portal, hvor alle, der er interesserede i at læse om træning, kost og mindset, kan mødes og udveksle erfaringer og få inspiration. På nuværende tidspunkt har Fitspace omkring 40 bloggere.

Buzzme
Appen Buzzme er en social platform rettet mod forretningsrejsende.

De fleste, der har været på en forretningsrejse, ved, at det kan være trist at sidde på sit hotelværelse og ikke have nogen kontakter at opleve byen med. Buzzme-appen forbinder forretningsrejsende, der har lyst til at møde nye ligesindede og dele oplevelser med dem.

Når brugeren har indtastet sine oplysninger i appen, finder den automatisk lignende profiler i det geografiske område, som brugeren befinder sig i. Hvis man finder en person, man har lyst til at lære bedre at kende, kan man “buzze” vedkommende og invitere på et spil golf, en tur på det lokale kunstmuseum eller bare en fyraftens-drink i hotelbaren. Kun fantasien sætter grænser.

Buzzme er stiftet af danske Kasper Holst Wochner og har til huse i de Forenede Arabiske Emirater.

Flexya
Flexya er et professionelt “alt-i-et” boligsystem til ejendomsmæglere, ejendomudviklere og andre der har med boligsalg at gøre. Flexya tilbyder to produkter – Flexya Boligsystem til ejendomsmæglere og FlexyaTvang, som bruges af advokater og realkreditinstitutter til håndtering af tvangsauktioner.

Værktøjerne er cloudbaserede. De gør brugerne i stand til at styre alle arbejdsprocesser via Flexya systemet på alle platforme og reducerer omkostninger og tidsforbrug. Alt der skal til for at komme i gang er en internetforbindelse.

Flexya holder til hos Scion DTU i Lyngby.

Verft
Linkedin for håndværkere. Det er nok den bedste måde at beskrive Verft på.
Verft er en platform for alle former for håndværkere. Her kan man nemt og hurtigt oprette et CV i Verfts skabelon og finde kollegaer og samarbejdspartnere i sit netværk.

Verft-CVet kan deles elektronisk med en potentiel arbejdsgiver eller printes ud direkte fra platformen.

Som en ekstra funktion fungerer Verft også som en jobbank, hvor arbejdsgiver kan dele jobopslag i sit netværk.

Shoplr
Synlighed betyder alt for webshops. Men ofte kan det være svært at trænge igennem på Google og i sociale medier for nye og mindre webshops og konkurrencen er hård.

Shoplr.dk har samlet priser fra mere end 200 danske webshops, og rummer nu over 500.000 produkter i deres prissammenligningsdatabase. Men prissammenligning er ikke Shoplr’s primære fokus. Målet er nemlig at skabe en shoppingportal, som både hjælper besøgende med at finde de bedste priser og de rette produkter, samt at hjælpe webshops til øget omsætning via. større synlighed.

De deltagende webshops får mulighed for at promovere deres eget indhold på shoplr.dk, og dermed også komme ud i de sociale kanaler gennem shoplr.dk’s netværk. Det betyder at webshoppen kan tale til et meget større publikum end man ellers vil kunne, hvis man benytter sig af sin egen hjemmeside og sociale netværk.

Bag platformen står Per Allerup, som har arbejdet med online markedsføring, og især synlighed i søgemaskiner gennem 10 år.

shoplr

Læs også

Top