Andres mening bestemmer hvad du køber

“Virksomheder gør klogt i at bruge kundernes mening aktivt til at forbedre sig,” siger forbrugerekspert og lektor ved CBS, Mogens Bjerre. Ifølge en ny undersøgelse er det nemlig andre menneskers mening og ikke reklamer, der har størst betydning for danskerne, når de handler på nettet.

Danskerne har fået uendelige shopping-muligheder på nettet, og forbrugerne bombarderes hver dag med lokkende bannerreklamer, slagtilbud på butikkernes hjemmesider og rabatter via nyhedsbreve.

Men faktisk er det ikke reklamer, der har størst betydning for danskerne, når de skal træffe beslutning om et køb i en onlinebutik. Det er derimod andre menneskers mening. Det viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov for anmeldelsesplatformen Trustpilot.

Særligt den enkeltes omgangskreds har stor indflydelse på danskernes shopping-adfærd. I undersøgelsen svarer 89 pct. af de adspurgte, at det, som venner, familie og bekendte mener, har enten nogen, stor eller meget stor betydning.

Sociale medier har også betydning 
Også andres meninger på nettet påvirker os, når vi shopper online. For 66 pct. har brugeranmeldelser på tjenester som eksempelvis TripAdvisor eller Trustpilot betydning. Endelig svarer 51 pct., at det, andre skriver på sociale medier som Facebook, har betydning for deres køb online.

”Der kommer hele tiden nye netbutikker til, og for forbrugerne kan det være vanskeligt at manøvrere i de mange udbud og informationer. Det skaber en tryghed og giver stor værdi for mange forbrugere, at de kan høre om andres erfaringer og holdninger,” siger Mathilde Lykke Bülow, kommunikationschef hos Trustpilot, som rummer i omegnen af 13 millioner brugeranmeldelser af virksomheder over hele verden.

Det er ikke kun Trustpilot, der har forstået, at de andres mening tæller på bundlinjen. Danske startups har over længere tid fokuseret på netop kraften i den enkeltes sociale netværk. Woomio platformen gør det muligt for kunder at tjene penge på at dele deres køb på sociale medier.

“Woomio handler om at tjene penge via anbefalinger på de sociale medier og er derfor også tilgængeligt for alle. Vores platform giver hver kunde et unik affiliate link, så modebutikken kan spore effektiviteten af den enkelte brugers indflydelse på salget,“ fortalte Zeth Edwardsen, CEO og medstifter Af Woomio.com, i forbindelse med nyheden om deres investering fra Klaus Nyengaard (tidl. JUST-EAT) og Christian Stadil.

Senest har den nye rekrutteringsplatform Praice fået investering fra en gruppe business angels, heriblandt tidligere Endomondo stifter og CEO, Christian Birk. I praksis er Praice et barometer på din personlighed, som dit netværk laver anonymt via sociale medier. Formålet er at give et mere autentisk billede af, hvem du er. Praice er dermed en form for åben og verificerbar 360 graders evaluering af ens personlighed.

Vi stoler mindre på virksomhederne
Reklamer figurerer derimod nederst på danskerne liste over, hvad der har betydning for deres køb på nettet.

Blot 38 pct. svarer, at reklamer har betydning. Heraf svarer 1 pct. meget stor betydning, 5 pct. stor betydning og 32 pct. nogen betydning. Ligeledes har det, webbutikkerne selv skriver på deres egne hjemmesider, blot betydning for 44 pct. af de adspurgte. Heraf svarer 2 pct. meget stor betydning, 7 pct. stor betydning og 35 pct. nogen betydning.

Den lavere tiltro til reklamer og virksomhederne selv kommer ikke bag på forbrugerekspert Mogens Bjerre:

”Forbrugerne i dag stoler mere på andre forbrugere, som de jo oftest ikke kender, men til gengæld identificerer sig med, end de stoler på virksomhederne, som tydeligt står bag de forskellige reklamer. Jeg tror, vi kommer til at se den tendens endnu mere udbredt fremover, og virksomheder gør klogt i at bruge kundernes mening aktivt til at forbedre sig,” siger Mogens Bjerre, lektor ved CBS og ekspert i detailhandel og online forbrugeradfærd.

Læs også

Top