Tidligere ansat i Novo Nordisk vil disrupte isterningemarkedet

icebre

Kim Jensen sagde sit job op i Novo Nordisk for at forfølge sin drøm om at revolutionere isterningemarkedet. Nu er han på banen med produktet icebreaker – verdens første håndholdte isterningemaskine. Produktet er netop lanceret på Kickstarter. 

Nordjyske Kim Jensen er manden bag virksomheden andice, en ny dansk startup der vil revolutionere isterningemarkedet med deres håndholdte isterningemaskine, icebreaker.

Han havde længe gået med en drøm om udnytte det hul, der var i markedet for isterninger og skabe et alternativ til de, i hans øjne, lettere upraktiske frysebakker og -poser.

Der manglede efter hans mening noget, der kunne være en mellemting mellem den smarte industrielle isterningemaskine og de upraktiske hjemmefrys-løsninger.

Efter et længere ophold i Texas, USA, hvor den bagende hede havde givet ham et overforbrug af isterninger, blev dette behov kun tydeligere.

Han tog derfor en beslutning – efter 20 år på arbejdsmarkedet som produktudvikler for virksomheder som Motorola, Nilfisk og LASAT – om at sige sit job op hos Novo Nordisk, for at springe ud som selvstændig, og føre sin drøm ud i livet.

En simpel og elegant løsning
Efter et langt og sejt forløb er Kim Jensens produkt nu færdigudviklet. Det er netop blevet lanceret på Kickstarter for få penge til at sætte det i produktion.

Produktet hedder icebreaker og er en cylinderformet beholder, der blot skal fyldes med vand og ligges i fryseren, hvorefter den fungerer som en håndholdt ismaskine, der spytter isterninger ud af bunden, når man drejer på låget.

“En simpel og elegant løsning til at lave isterninger,” forklarer Kim Jensen.

Beholderen er designet af den århusianske arkitekt og designer Henrik Bønnelycke, der blandt andet er kendt som designeren bag bagerkæden Emmerys butikskoncept, lige fra indretning til etiketter og emballage. Efter at være blevet introduceret for Kim Jensens produkt, har Henrik og andice nu indgået et partnerskab, hvor designet tilbagebetales via royalties af salget.

“Da jeg havde vist ham produktet, synes han, ideen var så god, at han tilbød et partnerskab, hvor vi kunne investere det der skulle til for at vi kunne frembringe det design der var rigtigt for icebreaker. En fed funktionalitet skal også have et fedt design”, siger Kim Jensen

IceBreaker_Coasters_Cubes_blic_2245.515

No cure no pay
Det samme gælder for størstedelen af de mennesker, der nu er involveret i Kim Jensens isterningeprojekt. Efter at have set produktet, har de alle haft så stor tiltro til det, at de har tilbudt deres arbejdskraft under overskriften “no cure no pay” til gengæld for betaling via procenter af salget på Kickstarter.

I dag består andice, foruden Kim Jensen, af patentrådgiveren Marc Münzer og marketingsrådgiveren Enrico Kaarsberg.

Enrico Kaarsberg var Kim Jensen rådgiver, da han skulle udvikle sin forretningsplan og tilbød straks efter forløbet at indgå i firmaet.

Marc Münzer skulle hjælpe Kim med at patentere hans ide. Efter at have scannet markedet for lignende produkter og nået til, at der ikke var andre på markedet med et ligende produkt, så Marc muligheden for at etablere en meget stærk patentplatform, som kunne give virksomheden en førerposition på et helt nyt marked.

“Jeg gik til ham med min ide, som jeg gerne ville have patenteret. Efter at have scannet markedet for patenter og fundet frem til at der ingen var for håndholdte enheder, tilbød han at investere i virksomheden, hvis han måtte være med til at bygge firmaet. Han så et kæmpe potentiale i produktet,” forklarer Kim Jensen

Patentering sikrer unikt produkt
Marc Münzer og Kim Jensen nåede frem til, at de ikke skulle patentere produktet, men derimod 5 principper for at lave isterninger i en lukket enhed. Eksempelvis et princip om, at der skal vand ind og luft ud, hvilket er nødvendigt for, at man kan lave isterninger i en håndholdt enhed, og princippet om hvordan isterningerne frigives i enheden.

“Som Marc Münzer sagde: for at løse problemet med at lave isterninger, er der en række delproblemer. Og det er løsningen på disse delproblemer, vi har taget patent på,” forklarer Kim Jensen.

Med de 5 principper patenteret har Kim Jensen således patenteret selve mekanikken i sin isterningemaskine. Han vil derfor stå med et helt unikt produkt, når det efter Kickstarter kampagnen bliver sat på markedet.

En landeplage i landets Imerco og Inspiration-butikker
Kickstarter kampagnen blev skudt i gang i går og løber herfra i 45 dage. Målet er 200.000 kr. Hvis produktet bliver funded, er det meningen, at det skal ud i detailhandlen og sælges til privat brug.

“Det skal ud og være en landeplage i butikker som Imerco og Inspiration m.m,” lyder det fra Kim Jensen.

Målet er at det skal ske til julesalget 2016.

Læs også

en kommentar;

Top