Unges ideer er fremtidens løsninger

Det er kun fantasien, der sætter grænser, når hold fra hele verden fortæller om deres ideer til University Startup Venture Cup, som finder sted i København i denne uge. Ideerne spænder bredt og skal forbedre områder inden for blandt andet sundhedssektoren og kontormiljøer.

Unge ildsjæle fra hele verden deler i denne uge ideer, der skaber grobund for innovation og vækst i Danmark og resten af verden. Hos flere af holdene er det egne erfaringer og oplevelser, der har sat gang i de gode ideer. Dette gælder også Portuspine fra Indien, Skygrid fra UK og Sydafrika og Bobonto fra Finland.

Portuspine afhjælper rygproblemer på kontoret
De tre mænd bag Portuspine har tidligere haft stillesiddende job på kontor, og de oplevede ofte rygproblemer og måtte en tur til lægen. Det er et problem, som mange kender til, og som koster mange penge hvert år. De tre mænd satte sig således for at opfinde en enhed, der kunne afhjælpe problemet. Det resulterede i en enhed, der kan bæres ubemærket på arbejdet. Enheden analyserer medarbejderens arbejdsholdninger og fortæller via ens telefon, når man skal ændre arbejdsposition.

Portuspine får allerede opmærksomhed omkring projektet, særligt i Indien. Hvis de vinder, skal pengene bruges på at fremstille enheden og på pilottests.

Skygrid kan forsyne sydafrikanere med elektricitet
Skygrid er et sydafrikansk start up, og en af stifterne fortæller, at de har opfundet et el-distributionssystem, hvor man ændrer på eksisterende elmålere i stedet for at erstatte dem. Dette skaber store besparelser. Ideen opstod på baggrund af at 25 % af sydafrikanerne ikke har nok elektricitet til at forsyne en el-pære. Med Skygrids projekt kan man forsyne strøm til den brede befolkning. Det er planen, at projektet også skal spredes til andre afrikanske lande såsom Zimbabwe og Botswana.

Skygrid har allerede udviklet deres el-system, så pengene skal bruges til at indsamle data og afprøve projektet på markedet.

Bobonto
Idemageren bag Bobonto ville selv arbejde som indsamler i Finland. Han oplevede, at folk ofte ikke havde tid til at stoppe på gaden og fik dermed ikke information om ngo’er. Ideen til en online platform opstod, hvor alle oplysninger om ngo’er er samlede på ét sted. Bobonto hjælper ngo’er med marketing, så der skabes flere donationer. Bobonto har også en web-app, hvor man ud fra egen lokalitet får vist velgørenhedsmuligheder i området.

Hvis Bobonto vinder, vil de udvikle deres platform og integrere et betalingssystem i platformen, så de kan gøre håndteringen af donationer lettere.

Læs også: University Startup Venture Cup tiltrækker verdens skarpeste hjerner

Efter vinderen offentliggøres på fredag, er det planen, at Venture Cup følger alle hold i et år. Holdene har her mulighed for at få en mentor, og i samarbejde med Venture Cup udforme et udviklingsprogram for deres projekter.

Skrevet af

Læs også

Top