Iværk&Vækst tiltrak folk fra hele landet: Mød Aya og Ditte

Iværk&Vækst_1

Mange iværksættere var dukket op i Nordhavn i slutningen af september da Iværk&Vækst afholdt sit københavnske arrangement. Der var god energi i de to haller, hvor de fleste deltagere var mødt op for at netværke og møde andre iværksættere og virksomheder, der kunne hjælpe dem videre.

Iværk&Vækst er Danmarks største inspirationsforum for idemagere, iværksættere, små og mellemstore virksomheder samt investorer. På dagen stod vi, Trendsonline, i et Community Lounge, sammen med kontorfællesskaber for startups i København.

Der var mange, der var nysgerrige på at høre mere om kontorfællesskaberne. Vi spurgte de, der kom forbi, hvad der motiverede dem til at brugen dagen til Iværk&Vækst.

Aya El-Mohammed

Aya El-Mohammed bor i Greve og er opvokset i Ringsted. Hun er i gang med sin 3-årige HHX og arbejder som rengøringsformand om aftenen.

”Jeg går og designer på noget tøj og syr det”, fortæller den unge iværksætter, der håber på, at kunne starte sin egen mindre tøjkæde en dag.

Hvad håber du på at få ud af Iværk&Vækst?

”Jeg har tænkt mig at netværke og se, hvad der er af muligheder. Det er noget andet end at sidde foran en computer og prøve alt muligt. Jeg har lige snakket med e-conomics, som viste mig deres regnskabsprogram. Deres program så nemt ud, så det var ret fedt. Jeg vil gerne have praktisk information og tips rundt omkring og snakke med nogen unge iværksættere, der også studerer. Jeg vil gerne skabe netværk og få viden og værktøjer, som jeg kan bruge til egen virksomhed,” fortæller hun.

Ditte Svendsen

Ditte Svendsen er 25 år og hendes veninde er 23 år. De bor begge i Århus. Ditte har boet i Århus, Skagen, Slagelse og er nu bosat i Århus igen. De læser begge jura og startede deres eget firma op i januar i år, hvor de giver juridisk rådgivning til klienter.

Hvorfor er i til Iværk&Vækst?

”For at networke og for at få skabt en masse forbindelser og få nogle nye klienter ind,” siger Ditte Svendsen

Hvad laver I til daglig?

”Vi laver juridisk rådgivning. Egentlig differentierer vi os ved, at vi ikke er advokater lige nu men jurister, så vi tilbyder billigere priser. Men vi tilbyder jo egentlig juridisk rådgivning på samme niveau som advokater, bare til en billigere pris. Vi er studerende i firmaet”, fortæller Ditte Svendsen.

 

 

Skrevet af

Læs også

Top