3 teknologier du skal holde øje med

Programmering af levende organismer, super intelligente algoritmer og sensorer i menneskekroppe. Det lyder sandsynligvis en smule fjernt, men bliver en realitet. Jakob Svagin, Projektleder ved hardware-acceleratoren Danish Tech Challenge, giver dig 3 bud på hvilke teknologier, som udvikles med raketfart, vi skal holde øje med! 

Ifølge projektleder ved hardware-acceleratoren Danish Tech Challenge, Jakob Svagin, er der særligt 3 teknologier, vi skal rette blikket mod. Fælles for alle tre teknologier er, at de er i rivende udvikling og vil blive mere tilgængelige for iværksættere.

Danish Tech Challenge er et acceleratorprogram for hardware startups, der for tiden kører i forskerparken Scion DTU. Programmet afsluttes i januar, hvor hovedpræmien ’Industriens Fonds Iværksætterpris’ på 500.000 kr bliver uddelt.

Her får du hans tre bud på, hvilke teknologier du bør holde øje med i fremtiden.

#1 Syntetisk biologi
Syntetisk biologi går ud på at skabe innovative biologiske funktioner, som ikke findes i naturen.

“Det er rasende interessant, fordi det giver os mulighed for at programmere og justere levende organismer. Priserne på at læse og skrive DNA falder fantastisk hurtigt,” siger Jakob Svagin.

Forskning i gener og kunstig fremstilling af DNA har muliggjort udviklingen af syntetisk biologi.

“Regnekraften du kan købe for en bestemt pose penge stiger eksponentielt, og vi ser nu en tilsvarende, men meget hurtigere udvikling inden for syntetisk biologi. Den mængde DNA du kan læse og skrive for en bestemt mængde penge falder med raktetfart”.

Det interessante ved disse teknologier er, at de i højere grad gøres tilgængeligt for iværksættere.

“Iværksættere kan begynde at arbejde med syntetisk biologi, som der for bare 10 år siden var forbeholdt kæmpe forskningsinstitutter. Der kommer til at ske en gigantisk revolution indenfor personlig medicin, behandling og mulighed for at programmere levende organismer,” siger Jakob Svagin.

#2 Kunstig intelligens
Kunstig intelligens er lige rundt om hjørnet og det vil komme til at transformere arbejdsmarkedet, boligmarkedet, infrastrukturen og ulykkesstatistikker. Selvkørende biler er et af de områder, hvor der allerede anvendes kunstig intelligens.

“Det er super spændende, fordi der i princippet ikke er nogen grænser for, hvor intelligent kunstig intelligens kan blive. Vi kender kun til kunstig intelligens som noget der ikke er særlig intelligent,” siger Jakob Svagin og fortsætter:

“Kunstig intelligens kommer til at være tilstede i undervisningslokaler eller lægekonsultationer, fordi det at have en alvidende virtuel assistent du kan få information fra, vil være noget, som transformerer rigtig mange brancher”.

#3 Mikroelektronik og sensorer
Vi er allerede vidne til udviklingen af mikroelektronik og sensorer, men denne udvikling er langt fra slut.

“Sensorer bliver mindre, billigere og bedre samt teknologien rykker tættere på os. Vi er gået fra stationære computere, bærbare computere, tablets, smartphones til ure, som alle har indbygget computerfunktioner.”

“Der skal ikke særlig meget fantasi til at forestille sig, at vi snart ser det samme i kontaktlinser eller som implantater under huden. Teknologien bliver mere usynlig og kommer tættere på vores kroppe. Antallet af folk som har avanceret teknologi på eller i kroppen vil stige dramatisk,” fortæller han.

Startuppet Sens Innovation, som er deltager i dette års Danish Tech Challenge, har udviklet en tynd og fleksibel elektronisk sensor, som kan klistres på huden som et plaster og måle fysisk dagligdags-aktivitet døgnet rundt uden at forstyrre.

Skrevet af

Læs også

Top