Danske business angels henter inspiration i udlandet

De private investorers forening Business Angels Copenhagen tager de næste dage på inspirationstur i vores nabolande Estland og Finland. Det gør de for at hente inspiration og skabe kontakt til business angels i disse lande.

Business Angels Copenhagen (BAC) er med sine cirka 90 medlemmer Danmarks største netværk af private investorer. Netværket bruger de til blandt andet at danne investerings-syndikater og vurdere de virksomheder, der ansøger om investering.

Hvert år arrangerer et medlem en inspirationsrejse til udlandet, hvor investorerne bliver introduceret for nogle af landets business angels og for interessante startup-virksomheder og organisationer, der dels kan munde ud i investeringer, dels kan give ny inspiration til hvordan investorerne kan være med til at skabe et bedre miljø omkring investering i Danmark.

I Estland er de sultne
I år er arrangøren den danske business angel Esben Gadsbøll, som har været medlem af BA-Copenhagen i cirka to år. Han har valgt, at turen i år skal gå til hele to Østersølande, nemlig Estland og Finland.

EsbenGadsbøllDe fleste kender nok Finland, som et aktivt startup-land, anført af Nokia og med adskillige “startup superstars” som Rovio og Supercell. Men Estland er måske et lidt mindre ukendt startupland her i Danmark. Det mener Esben Gadsbøll dog er lidt en fejl. Han forklarer at Estland er det land i verden der har flest startups per indbygger og at regeringen der har taget meget konkrete skridt for at blive et førende startup-land.

“Premierministeren er totalt på i forhold til startups og it-startups. Regeringen har deres eget startup i e-Residency, hvor de giver folk fra hele verden mulighed for at få et IDkort i Estland. De er meget aktive på forskellige fronter. Ligger tæt ved Helsinki og og har mange dygtige folk.”

Derfor skal BAC-medlemmerne altså møde deres estiske ligemænd fra netværket EstBAN og introduceres for nogle af de startups der holder til i Talinn.

Finland vader i fri talentmasse
Det andet land Esben Gadsbøll har valgt, er et lidt mere klassisk startup-land. Siden det store Nokia-eventyret sluttede i nullerne, har landet nemlig vrimlet med fri talentmasse, der har formået at skabe et sprudlende startupmiljø.

“Finland har en økonomi som er presset. Nokia er ude og de traditionelle industrier er presset hårdt. Papir industrien er for eksempel stor i Finland. Den er hårdt presset,”forklarer Esben Gadsbøll.

Han mener også at Nokia har fungeret som en rollemodel for finske iværksættere, der viste at en finsk virksomhed godt kan blive globalt dominerende. De mennesker der tidligere var tilknyttet mobilgiganten har nu fået frie hænder, og det, mener Esben Gadsbøll, kan mærkes helt tydeligt.

“I dag går der en masse fede IT-folk rundt deroppe og laver de fedeste startups med den rette ambition fra starten. -Og ikke mindst startups og business angels har evnet at organisere sig og påvirke samfundet i højere grad end i de andre nordiske lande,” siger han og fortsætter:

“Dertil kommer at Finland på papiret færre “pengefolk” end Danmark, Norge og Sverige, men de har alligevel nordens absolut største business angel netværk med over 500 medlemmer. BA-Copenhagen er Danmarks førende og har 80 medlemmer, FIBAN har 4-5 fuldtidsansatte. BAC er en frivillighedsorganisation, så FiBAN har en helt anden muskel de kan arbejde med.”

Sidste års ekskursion gik til London, hvor investorerne dannede et syndikat på knap ni millioner kroner, der blev investeret i fem britiske startups.

Læs også

Top