Danske Templafy rejser tocifret millionbeløb

Templafy, direktør

Den danske virksomhed Templafy har høstet et tocifret millionbeløb fra eksisterende og nye investorer. De nye investorer, SEED Capital, Sunstone Capital samt privatinvestorer ser et kæmpe potentiale i Templafy.

Templafy er en cloudbaseret service, der sikrer, at organisationer kan opretholde visuel og juridisk standardisering i skabeloner, dokumenter og præsentationer på tværs af platforme. Med deres løsning sikrer de at al materiale, hvad enten det er en Powerpoint-præsentation eller et nyt forretningsudspil, altid er tilgængeligt og altid on-brand, som de kalder det.

Kort forklaret kan deres software sikre en opdateret både visuel og faktuel identitet på alle organisationens dokumenter, noget der i selv store enterprise virksomheder endnu er en manuel proces. Og nu har det kun to år gamle startup rejst et tocifret millionbeløb fra eksisterende og nye investorer.

Den nye investering kommer fra SEED Capital, Sunstone Capital og privatinvestorerne, Jesper Theill Eriksen og Preben Damgaard. Investeringen sker på baggrund af Templafys solide vækst samt udsigten til et globalt marked på over 8 milliarder kroner. Hidtil har Templafy rejst 30 mio. kroner.

Om investeringen udtaler General Partner i SEED Capital, Lars Andersen, i en pressemeddelelse:

“Templafy har skabt en løsning, som er ekstrem skalerbar, samtidig med at de har et gigantisk marked i sigte. Kunderne er super glade for løsningen og strategien virker. Virksomhedens potentiale er, i den grad, også blevet stadfæstet af de personer, som Templafy har formået at tiltrække. ”

Læs også: Ambitiøse Templafy klar til at skalere

Erfaren erhvervsmand bliver en del af Templafys ejerkreds og bestyrelse

Den nye investeringen bringer den erfarne erhvervsmand, Preben Damgaard, ind i ejerkredsen og i bestyrelsen. Preben Damgaard er kendt som en af stifterne bag det danske it-firma Navision, og da Navision i 2002 blev solgt flyttede han og de andre på holdet med over i den amerikanske softwaregigant Microsoft.

I 2003 stopper Preben Damgaard i Microsoft og videreudvikler på Damgaard Company A/S. I dag er Preben adm. direktør for virksomheden, som primært investerer i unoterede selskaber heriblandt Endomondo.

Læs også: Jakob Ekkelund skifter fra SEED til Templafy

Som led i Templafys strategi har virksomheden fået toptalenter ombord. Senest har tidligere TDC mand, Jakob Ekkelund og Susanne Lund, som tidligere har haft ansvar for Enterprise segmentet hos Microsoft, sluttet sig til holdet. De to har som led i strategien ansat tre tunge profiler med stort kendskab til Microsoft-platformen.

Kundeportefølje og vundne priser

Allerede et halvt år efter sidste kapitalrunde på et tocifret millionbeløb har Templafy solgt 40.000 licenser i fire lande, og iværksættervirksomheden har blandt andre skrevet kontrakter med store danske virksomheder som ATEA, DSB og Scandinavian Tobacco Group. Nu er Templafy voksent nok til at forsøge sig på det amerikanske marked.

Templafy lancerede i 2014 som et spin-off af den danske virksomhed SkabelonDesign, som er den største skabelon-styrings virksomhed af sin slags i verden. Siden lanceringen har Templafy blandt andet vundet Traction Award-prisen ved DEMO i USA og The Battle of the Vikings pitch-konkurrence til Nordic Startup Conference.

Skrevet af

Læs også

Top