Fitbird om CIID Nest: Her er folk drevet af noget større end at tjene penge

Tidligere i år åbnede Copenhagen Institute of Interaction Design (CIID) op for eksterne ansøgere til deres nye inkubationsprogram CIID Nest. Her får early-stage startups hjælp til at forvandle deres ideer til skalerbare virksomheder. Blandt de mange ansøgere var danske FitBird en af de heldige få, der blev udvalgt til at deltage. 

CIID Nest er Copenhagen Institute of Interaction Design’s nye startup-inkubator for designdrevne iværksættere. I slutningen af august startede deres første inkubationsprogram for eksterne startups og danske FitBird, en markedsplads og app for personlig træning, var en af de få ansøgere, der slap gennem nåleøjet.

Forløbet har nu varet i lidt over to måneder og teamet bag FitBird har allerede fået en masse ud af forløbet. Vi har talt med dem om, hvordan det går.

De bedste advisors og et inspirerende miljø
FitBird er markedsplads, der giver trænere mulighed for at tilbyde deres services til et bredt udvalg af brugere, og for brugerne at finde den helt rette personlige træner til den bedst mulige pris. De stod overfor at skulle relancere deres platform og til det havde de brug for nogle kompetencer i interaktionsdesign.

De havde hørt om CIID Nest fra Peter Brünings-Hansen, COO i Billetto, og vidste at ledere fra Google, Paypal, Apple, IDEO, Novo Nordisk og Unity sad i advisory bordet. De var derfor ikke i tvivl om at Nest’en var det helt rette sted for dem, og blev således også begejstrede, da de tidligere i år fik at vide, at de var én af de bare 3 startups, der var blevet udvalgt til at deltage i programmet.

“Det var vi super begejstrede for,” fortæller medstifter af FitBird, Thor Wowk Larsen.

“Både fordi vi stod overfor at skulle skalere og derfor gerne ville sikre os bedst muligt på design-fronten – og her er der ikke noget bedre sted en CIID, de verdensmestre på det område – og så fordi vi vidste, at der var så mange dygtige advisors tilknyttet projektet, som det ville være enormt værdifuldt at få mulighed for at sparre med,” forklarer han.

De to andre deltagere er Mindsettr der laver en hjernestimulator og Sneazy, der laver en app til folk med allergier.

De skal nu bruge de næste fire måneder på at gøre deres ideer til skalerbare virksomheder med hjælp fra Nestens ressourser og ekspert-rådgivere.

Folk er drevet af noget større end at tjene penge her
På de to måneder, FitBird har været med i programmet, har de nået en masse. De har fået værktøjer til at lave en struktureret proces, der inddrager både potentielle klienter og coaches til deres platform og så har de fået lavet co-creation med dem og inddraget deres erfaringer og perspektiver til at guide deres design.

Og så har de selvfølgelig fået en masse værdifuld sparring og inspiration:

“Udover det er det bare fantastisk fedt at have med så dygtige og dedikerede folk at gøre; folk der kommer fra hele verden og virkelig brænder for at skabe nogle fede brugeroplevelser og nogle fede produkter, der skaber værdi for folk,” fortæller Thor Wowk Larsen.

Særligt det med at være omgivet af motiverede mennesker der brænder for det de laver, har været en værdifuld oplevelse fortæller han.

“Hvis jeg skal være lidt firkantet, tror jeg nogle gange, at der er folk der går ind iværksætteri, fordi de hører om nogen der har fået stor succes på en eller anden fiks ide og tjent en masse penge på det. Så laver de et eller andet fjollet startup, hvor de sælger sprut eller slips, hvilket måske ikke skaber den helt store værdi, men som de kan tjene en masse hurtige penge på,” siger Thor Wowk Larsen og fortsætter:

“Herinde sidder man kun med folk som rent faktisk ønsker at gøre en impact i verden og revolutionere nogle ting. Og det synes jeg er enormt inspirerende. Der sidder ikke nogen herinde der kun er drevet af penge. De er drevet af noget større”.

Tilmelding til næste runde er åbnet
I går, mandag d. 2. november, åbnede CIID Nest op for ansøgninger til næste runde af deres inkubationsprogram, der starter i januar 2016. Du kan læse mere om programmet lige her.

 

Læs også

Top