Lendino indgår samarbejde med Kapitalbørsen

Den lånebaserede platform for crowdfunding Lendino og Kapitalbørsen indgår nyt samarbejde, der skal hjælpe flere små og mellemstore virksomheder til at finde finansering på gode vilkår.
Partner ved Kapitalbørsen, Carsten Færge, ser en lys fremtid for crowdfunding, hvilket er grunden til, at Kapitalbørsen valgte at engagerede sig i den nye låneform. På meget kort tid er konceptet blevet en stor succes i Danmark – som understreger Kapitalbørsens vurdering.

”Lendino var en af de første professionelle udbydere af crowdfunding i Danmark. Især menneskerne bag online platformen gjorde særligt positivt indtryk på både pressen og os. Lendino arbejder med en professionalisme, som vi synes gjorde det interessant for os at indgå et samarbejde,” udtaler Carsten Færge i en pressemeddelse.

Både Lendino og Kapitalbørsen arbejder på at give små og mellemstore virksomheder finansieringsmuligheder på gode vilkår. Samarbejdet består i, at Lendino vil henvise kunder til Kapitalbørsen, der har finansieringsbehov, som ikke kan imødekommes på Lendinos lånemarked. På samme vis vil Kapitalbørsen henvise virksomheder, der skal bruge finansiering i en lidt mindre målestok, end det de normalt arbejder med og i de tilfælde, hvor crowdfunding er den mest oplagte finansieringsform. Virksomheder henvist af Kapitalbørsen kommer ind på et fast-track hos Lendino, der betyder hurtigere behandlingstid end normalt.

Første platform for crowdfunding-lån
Lendino der blev stiftet i 2013 er den første markedsplads for lånebaseret crowdfunding (Peer to Peer-lån) i Skandinavien. ‘Markedspladsen’ skal være bindeled mellem investorer og virksomheder og formidler lån på op til to millioner kroner til små og mellemstore virksomhederne. Lånene bliver givet via lånebeviser, og investorerne får en årlig rente på mellem 6-12 procent alt afhængig af risikoen.

Lendino estimerer, at markedet for lånefinansieret crowdfunding i Danmark i øjeblikket har et potentiale på mellem en og to milliarder kroner.

Læs mere om crowdfunding i Danmark i artiklen Fremtid og forhåbninger for den nu formelt stiftede Dansk Crowdfunding Forening & hvad politiker Jacob Engel-Schmith siger om at få Crowdfunding på folketingets dagsorden.

Læs også

Top