Webshopejer: I Tyskland styrer Amazon showet

Gæsteindlæg af Tobias Ehlig, der flittigt skriver om online markedsføring, blandt andet ud fra de erfaringer han har gjort sig på Festli.dk.

For de fleste forretningsdrivende er Tyskland et interessant marked. Med 82 millioner indbyggere og en vesteuropæisk kultur virker springet fra Danmark ikke så langt. Webshop-ejer, Dannie Hansen fortæller om et par faldgruber, man skal være opmærksom på.

Danmark er et lille land. Dermed ikke sagt, at man ikke kan starte en fornuftig forretning på det danske marked. Men før eller siden får mange webshops lyst til at udvide butikken til andre lande. Og hvilket land skal man så vælge?

Sverige er oplagt. Norge minder også meget om Danmark. Men ingen af landene er i sig selv store markeder. Det er Tyskland derimod.

For nylig mødte jeg en anden ung dansk iværksætter, Dannie Hansen, som havde taget den store udfordring op. Ikke blot er han på det tyske marked – han har også kastet sig over en af de mest konkurrenceprægede brancher overhovedet, nemlig salg af elektroniske cigaretter.

Til trods for at Dannie har god succes med sin forretning, så vil han utvivlsomt anbefale andre danskere at tage kampen op som webshop på det tyske marked.

I Tyskland skal man “Amazon-optimere”
Dannie fortalte mig at selvom Tyskland er et stort land med stort potentale for webshops, så er det absolut ikke et let marked at få forfæste på, og markedet ligner ikke nødvendigvis det vi kender her hjemmefra.

”Tyskland er verdens 16. største land med ca. 82 millioner indbyggere. Det er utrolig interessant som e-købmand – ingen tvivl om det. Når det så er sagt, så er Tyskland bestemt heller ikke noget nemt marked”, siger Dannie, som til daglig driver webshoppen XSmoke i syv lande i Europa.

Selvom tyskerne er vores naboer, så er der kæmpe stor forskel på at drive webshop i Tyskland og Danmark.

”Mange tror, at fordi tyskerne til en vis grad minder om os danskere, så kan de to markeder også sammenlignes ift. at drive webshop – men det er helt forkert. En af de helt store forskelle er lige netop antallet af indbyggere, som har gjort det at drive webshop i Tyskland er helt anderledes, end vi kender det fra Danmark,” siger Dannie Hansen, og henviser til, at markedspladser som eBay og Amazon er ekstremt dominerende i Tyskland.

”I Danmark taler man meget om søgemaskineoptimering – det gør man også i Tyskland. Men man taler faktisk næsten lige så meget om Amazon-optimering. Som tysker er det ikke unormal købsadfærd, at man starter med at tjekke markedspladser som eBay og Amazon for at se, om de har det produkt, man leder efter, og først derefter prøver man at søge på Google. Sådan er det jo slet ikke i samme grad i Danmark,” vurderer Dannie Hansen, efter at have drevet webshop i både Tyskland og Danmark samtidig igennem fire år.

48 timer er decideret lang leveringstid
Den store volumen på det tyske marked presser priserne helt i bund, og det betyder, at du som e-købmand skal tage stilling til, hvorvidt du ønsker at tage kampen op på prisen, eller at differentiere dit produkt fra konkurrenternes. Derudover er det også et krav, at du tilbyder lynhurtig levering.

”Fordi et firma som Amazon er så dominerende, så har de med deres dag-til-dag levering sat en rigtig høj standard for, hvad tyskerne forventer, når det kommer til levering. Derfor er alt over 48 timers levering decideret langsomt i Tyskland,” fortæller Dannie Hansen.

Han mener ikke, at det er umuligt at få succes med sin webshop, men der er en del ting, man skal have styr på, og så skal man være forberedt på en markant hårdere konkurrence end i Danmark. Til gengæld så er gevinsten også betydeligt større, hvis det rent faktisk lykkes.

”Hvis du har mod på det og er klar til at give den rigtig meget gas, så har du helt sikkert en chance på det tyske marked. Bare klø på,” lyder opfordringen fra Dannie Hansen, der har boet i München i 7 år.

Læs også

Top