Arkiver

E-handelNyhederUngt Tech

Andreas Dirksen: Fuld knald på iværksætterdrømmen

Andreas Dirksen gik ned på halv løn for at hellige sig sit iværksættereventyr. Virksomheden voksede sig stor og består i dag af blandt andet af Bladkiosken.dk og Plusbog.dk. Nu vil han inspirere unge til at springe ud som iværksættere.

Andreas Dirksen, CEO og partner i Plusbog.dk og Bladkiosken.dk, startede for sjov Bladkiosen i år 2000 i sin fritid. Han undrede sig over, at udenlandske magasiner skulle være så dyre i den lokale DSB-kiosk, og det fik ham til at sætte et møde op med importørerne. De forklarede Andreas Dirksen, hvorfor bladene var så dyre: Der er 4 led i magasinbranchens fødekæde, der alle skal tjene på bladene – herudover kommer porto og moms.

”Jeg forklarede dem, at vi kunne sælge dem meget billigere via internettet. Importørerne tilbød os en forhandleraftale, men vi sagde nej tak og begyndte selv at importere bladende fra udlandet. Derfor kunne vi sælge bladene op til 70% billigere end de almindelige kiosker,” lyder det fra Andreas Dirksen.

Bladkiosken fik efterfølgende landet aftaler med alle de danske magasinforlag, hvilket gjorde virksomheden til landets største bladkiosk. Siden har Andreas Dirksen udvidet forretningen med Plusbog.dk – og senest lanceret er en svensk version af online bogklubben Plusbok.dk.

Kvittede jobbet og sprang ud som fuldtids-iværksætter
Netop som Andreas Dirksen næsten ikke kunne få sin tid til at hænge sammen længere, købte Freeway 50% af virksomheden. Det gav Andreas mulighed for at opsige sin faste stilling ved Krifa og gå på fuldtid som iværksætter i 2007.

”Min største barriere i starten var kapital til at komme i gang som iværksætter. Kapitalen kom Freeway med, og selvom jeg i starten gik ned på under halv løn i forhold til mit lønmodtagerarbejde, var det fedt at få tid til at udvikle virksomheden maksimalt,” fortæller Andreas begejstret.

Samarbejdet med Freeway, der blandt andet står bag Dating.dk og Trendsales, gav Andreas Dirksens virksomhed mulighed for at vokse sig større. Freeway gav virksomheden kapital, effektiv rådgivning og ikke mindst fik Andreas Dirksen den opbakning, han havde brug for. Det gav ham mod på at arbejde benhårdt for at få overskud og succes.

Det er netop det mod og lysten til at springe ud som iværksætter og give sig fuldt ud – også når der opstår vanskelige udfordringer – som Andreas Dirksen gerne vil give videre til unge mennesker. Derfor er han blevet ambassadør for Global Entrepreneurship Week.

”Det er fedt på den måde at kunne inspirere andre til selv at realisere deres drømme,” fortæller Andreas Dirksen afslutningsvis.

Læs mere om Global Entrepreneurship Week her.

Skriv et svar