Odense Robotics skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft

robot trendsonline

Odense kommune og netværket Odense Robotics arbejder sammen om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til byen og fastholde Odenses position som Danmarks førende robotby.

Odense Robotics er en samling af de mere end 100 etablerede virksomheder, netværk og research- og uddannelsesinstitutter, som arbejder med robotter i Odense-området. Blandt fremtrædende robot-firmaer, der er baseret i Odense, kan eksempelvis Mobile Industrial Robots, FANUC Denmark, Blue Ocean Robotics og Universal robots nævnes.

Mobile Industrial Robots har blandt andet gjort sig bemærket den seneste tid efter lanceringen af deres optimeringsrobot MiR100 og en massiv investering.

Universal Robots fik stor opmærksomhed efter, at virksomheden blev overtaget af amerikanske Teradyne for svimlende summer.

Fanuc Denmark, en afdeling af den japanske robotgigant, blev oprettet i Odense i 2013, men virksomheden Fanuc har mere end 60 år på bagen inden for automatiseringsrobotter.

Blue Ocean Robotics har været en del af det odenseanske robotmiljø, siden den spæde start for 25 år siden.

Vil skabe et produktivt robot-miljø
Netværket Odense Robotics er blevet til på baggrund af et ønske om skabe et produktivt miljø for robotudviklere og for at tiltrække den kvalificerede arbejdskraft, der er nødvendig for at være foran på markedet.

Odense Kommune har også fokus på at støtte op om alle tiltag, der kan styrke branchen.

”Odense Robotics bygger på den høje kvalitet og tilstedeværelse, her er i byen inden for robotteknologi. Vi oplever, at virksomhederne allerede arbejder sammen, når der er lejlighed til det. Så opgaven for Odense Robotics bliver at styrke de samarbejder, vi kan og sikre, at både virksomheder og miljø får den brandværdi, det har potentiale til – både nationalt og internationalt,” siger Mikkel Christoffersen, der er forretningschef for Robot og IT i Udvikling Fyn.

Det teknologiske virksomhedskollektiv er det, der skal bringe Odense endnu længere frem inden for teknologien og virkelig cementere byen som et hotspot inden for robotter.

Fem facts om Odense Robotics

  • Der er flere end 60 virksomheder og 1800 medarbejdere inden for robot- og automationbranchen i Odense
  • Flere end 20 aktører arbejder med viden og research
  • Odense har især specialiseret sig i samarbejdende robotter og food automation
  • Der er flere end 10 robotklynger og –netværk i Odense
  • Odenses robotmiljø bygger på en stolt robottradition, der startede for 25 år siden på Lindø Skibsværft.

Læs også

Top