Syddansk Universitet starter Europas første droneuddannelse

drone trendsonline

Som noget helt nyt kan de studerende på kandidatlinjen i robotteknologi nu specialisere sig i droneteknologi. Specialiseringslinjen, der er den eneste af sin slags i Europa, bliver udbudt på Syddansk Universitet i Odense til foråret.

Odense har i 25 år været arnested for en rivende udvikling i robotteknologi. Syddansk Universitet har i flere år udbudt både bachelor- og kandidatuddannelser i robotteknologi og har nu også valgt at kaste sig over droneteknologi. Specialiseringslinjen i droneteknologi er indtil videre den eneste af sin slags i Europa.

”Droner er jo næsten at sammenligne med en flyvende robot, så derfor lå det lige for at udvide fokus til også at omfatte droneteknologien,” udtaler Kjeld Jensen fra det tekniske fakultet.

Syddansk Universitet er i forvejen førende inden for uddannelser i robotteknologi og ser tilføjelsen af specialiseringslinjen som en strategisk beslutning. Robotmiljøet i Odense er en støt voksende industri, og håbet er, at den nye linje kan tiltrække endnu flere kvalificerede folk inden for både robot- og droneteknologi. Keld Jensen forklarer, at langt hen ad vejen er teorien den samme, hvilket fordrer et tæt samarbejde mellem færdiguddannede i henholdsvis robot- og droneteknologi.

Inden linjen blev oprettet, afholdte universitet derfor også et kursus i droneteknologi for at se, om der var et grundlag for en sådan uddannelse. De oplevede en massiv tilstrømning af interesserede – både studerende og færdiguddannede.

”Robotteknologien har været fremherskende i mange år, og vi kan nu se den samme tendens med droneteknologien,” udtaler Kjeld Jensen. Det er også årsagen til, at Syddansk Universitet har valgt at tage springet og oprette linjen.

Hvorfor droner i Odense?
Odense har optimale muligheder i forhold til forskning og uddannelse i droneteknologi på grund af HCA Lufthavn og UAS Test Center Danmark, der allerede har faciliteter til droneflyvning på området. Lufthavnen har et stort fysisk område, så det giver rig mulighed for at kunne lukke luftrummet af i perioder og bruge området til droneflyvning i en større skala.

Yderligere information om linjen kan findes her.

 

Læs også

Top