Danske Adform rejser 150 millioner kroner

Adform

Pensionsselskabet Danica Pension og Adform offentliggør torsdag en investering på 150 millioner kroner i virksomhedsobligationer.

Adform er den førende europæiske marketing cloud platform inden for datadrevet, intelligent og automatiseret digital medieannoncering. Det tretten år gamle danske startups vækst drives primært af geografisk udvidelse, øget fokus på USA og introduktion af nye innovative produkter.

Adform er interessante på flere parametre
Investeringen kommer efter Danica Pension i 2014 vedtog en ny investeringsstrategi. Et vigtigt led i den er direkte investeringer i veldrevne og sunde virksomheder i Danmark og Norden. Over den kommende årrække vil Danica Pension investere op imod 15 milliarder kroner i direkte virksomhedsinvesteringer. Indtil videre er cirka 4 milliarder kroner investeret.

”Direkte investeringer er godt for både vores kunder og for erhvervslivet. Vi står over for øget aktivitet i samfundsøkonomien, og det er nu, at virksomhederne igen er parate til at investere i vækst,” siger Thomas Otto Rohold, chef for alternative investeringer i Danica Pension.

Han forklarer videre at Adform er interessant investeringscase for dem, fordi virksomheden kan tilføre deres portefølje et attraktivt afkast i et voksende marked.

“Selskabets succes bygger på en stærk servicemodel, gode kunderelationer, et vedvarende omkostningsfokus og en skalerbar forretningsmodel. Alt dette gør det interessant for os at være en del af Adforms fremtid,” siger Thomas Otto Rohold i en pressemeddelelse.

Adform klar til global vækst
Adform skal brug investeringen til global udvidelse. Både flere kontorer i Europa og USA, hvor Adform gik ind på markedet sidste år. Derudover skal deres produkt automatiseres yderligere, og der skal udvikles endnu flere kreative formater og være mere datadrevet.

”Vi ser frem til samarbejdet med Danica Pension. Investeringen er et vigtigt element i vores ambition om at konkurrere med de helt store spillere på globalt plan som Google, Facebook og Appnexus. Investeringen skal sætte endnu mere skub på innovation, produktudvikling og vækst blandt andet i USA, hvor vi allerede har fået en rigtig god start,” siger Martin Stockfleth Larsen, Chief Marketing Officer i Adform. Han fortsætter:

”Markedet for adtech er stort og hurtigtvoksende, og det globale annoncemarked forventes at stige med 20 procent om året over de kommende 2-3 år. Den bølge vil vi være med på. Og det er investeringen fra Danica Pension med til at realisere.”

I dag er der 620 ansatte fordelt over 16 lande herunder Tyskland, Storbritannien, USA, Italien, Holland samt udviklingscentre i Litauen, Hviderusland og Polen.

Adform Showreel from Adform on Vimeo.

Læs også

Top