Autobutler og Comparo indgår samarbejde

peterzigler

Autobutler og Comparo går sammen om at skabe Danmarks største site for sammenligning af bilforsikringer, billån og værkstedsopgaver. Forventningerne er store. 

På få år har Autobutler, der indhenter tilbud på service og reparation af biler, formået at gøre op med overpriser på de danske bilværksteder ved at tvinge markedet til mere gennemsigtighed med deres prissammenligningsportal.

På samme måde har Comparo, der indhenter priser på billån og bilforsikringer, tvunget forsikringsselskaberne til at sammensætte deres pakker på nye måder, fordi flere og flere er begyndt at benytte sig af den online prissammenligningsservice.

Det har nu fået de to prissammenligningsportaler til at gå sammen om at levere en samlet løsning for bilejere. Via en licensaftale bliver de nu den største formidler af bilforsikringer, billån og værkstedsbesøg i Danmark med adgang til 250.000 registrerede kunder og over 600.000 brugere på de to portaler.

Et marked i forandring
Om årsagen til samarbejdet forklarer adm. direktør i Comparo, Lars Lund-Nielsen, at det skyldes bilejernes stigende interesse for at få den bedst tilgængelige service. En kombling af Comparo og Autobutlers produkt var derfor oplagt:

“Vi er begge digitale spillere, som på hver vores måde er godt på vej til at forandre nogle eksisterende markeder. Vores kunder er generelt mere søgende og mere opmærksomme på at få den gode service, både når det gælder forsikringer og billån, og når det gælder besøg på bilværksteder. Det er derfor oplagt at kombinere værkstedsbesøget med et eftersyn af sine forsikringer,” lyder det fra Lars Lund-Nielsen.

Dunkle tider for bilbranchen
Ifølge konkurrencestyrrelsen er markedet for prissammenligninger i vækst. De vurderer at 70 procent af danskerne har brugt en eller flere prissammenligningsportaler det seneste år.

I gennemsnit sparer en bilejer på autobutler.dk over 1.000 kroner på hvert værkstedsbesøg. Hos Comparo ligger besparelserne ligeledes på flere tusinde kroner. Aftalen sætter derfor fart på en udvikling, hvor kunder flytter fra de fysiske værksteder og butikker til internet og tvinger de gamle aktører til at omstille sig, eller til i højere grad at omfavne de nye digitale tech-giganter som autobutler.dk og Comparo.

Denne tendens har både autobutler og Comparo spottet.

“Vores vurdering er, at store dele af bilbranchen lukker ned i de kommende år. Der er et generationsskifte på vej, hvor mange ikke har nået at omstille sig. Samtidig kræver kunderne en digital adgang, som de traditionelle aktører ikke forstår eller mestrer. Vores samarbejde med Comparo hvor vi samler forsikringsudbud med værkstedsforespørgsler er blot første skridt i en langt større udrensning, hvor ren kundeefterspørgsel smadrer eksisterende forretningsmodeller i en række brancher – og skaber helt nye produkter”, forklarer medstifter af Autobutler Peter Zigler.

Høje forventninger til fremtiden
Forhåbningerne for det nye samarbejde er derfor også høje hos begge parter. De mener, at tiden er moden for et boom for et samarbejde som deres.

“Køb og salg af biler gik online for 10 år siden – nu er tiden kommet til, at det sker for den øvrige del af bilmarkedet og for forsikringsmarkedet. Aftalen mellem Comparo og autobutler.dk viser, at markedet er på vej til at blive modent – det er nu helt naturligt at bruge nettet, når man skal finde et værksted til sin bil eller have et godt forsikringstilbud,” lyder det fra Peter Zigler.

Læs også

Top