Startups er bedst for beskæftigelsen

Hvem er de mest produktive- iværksætterne eller de etablerede firmaer?

Det er iværksætterne. I hvert fald ifølge studiet ‘Beskæftigelseseffekter af iværksætteri‘, som er udarbejdet i samarbejde med Rockwool Fonden.

Det har for så vidt været en overraskende opdagelse, da de fleste iværksætter-startups producerer væsentligt mindre pr. time end de etablerede firmaer, med oliesmurte produktionsenheder.

Forklaringen kan findes i, at opstartsvirksomheder har mindre kapital at arbejde med end de store firmaer. Så mens etablerede virksomheder benytter it, maskiner og så videre, bruger man hos iværksættere mere arbejdstid. Men altså ikke mere end, at man, set på tværs af alle input til produktionen, er mere produktive end andre.

Iværksætteri skaber jobs
Studiet viser også at iværksættervirksomhederne er bedre til at skabe startjobs til både fag- og ufaglærte, samtidigt med at de formår at give en konkurrencedygtig løn til deres ansatte.

Anders Sørensen, som har været med til at lave studiet, siger, at deres analyser tilbyder en ny viden, der ikke har været taget højde for i tidligere undersøgelser. Deres data distingverer nemlig også i forhold til, om en virksomhed er nystartet eller gammel i gårde.

“Tidligere har den type analyser været behæftet med flere fejlkilder. Eksempelvis har man reelt  ikke sammenlignet nye og gamle virksomheder, men derimod små og store. Eller man har haft svært ved at fange, når en ny virksomhed bare var en eksisterende i nye klæder. Det problem har vi på grund af datakvaliteten ikke.”

Forskningsprojektet er foretaget af Rockwoolfonden for erhvervs-, vækst- og eksportudvalget. Du kan læse hele rapporten her.

Læs også

Top