Gæsteindlæg: 9 tips til optimering af footeren

footer

I dette gæsteindlæg vil Sidsel Birkholm komme ind på, hvorfor bunden af din hjemmeside kan være en utrolig vigtig del, selv om den umiddelbart lever lidt i det skjulte.

Du kigger rundt på forsiden. Du kan ikke finde, hvad du leder efter, og du fortsætter med at scrolle ned af siden. Hurtigt beslutter du dig for at scrolle helt ned i bunden af siden for at se, om oplysningen ikke er der. Og jo, det var den.

Det er ofte i bunden af siden (også kaldet footeren), at du finder virksomhedens adresse, åbningstider, handelsbetingelser og mange andre praktiske generelle informationer. Footeren fungerer som et slags sikkerhedsnet, som redder dine besøgende fra at lande hårdt på bunden af siden uden at have fundet, hvad de leder efter.

Hvad er footerens rolle?
Footeren kan være en utrolig vigtig del af din hjemmeside, selvom den umiddelbart lever lidt skjult dernede på bunden af din hjemmeside.

Det er i footeren, at dine besøgende kan og bør kunne finde generel information om virksomheden og få hjælp til at finde det, de leder efter. Det vigtigste du skal tænke på, når du lægger indhold i footeren, er at vide, hvad dine besøgende efterspørger.

Gode eksempler på footere
Saxo.com har en klassisk bund på deres hjemmeside med en lang række praktiske links, som kan hjælpe kunden. Der er eksempelvis flere muligheder for at kontakte boghandlen, overblik over hvilke typer bøger de sælger og et søgefelt. Som en lille ekstra ting har de tilføjet en lille smiley, der opfordrer kunderne til at skrive til dem, hvis der er noget de mangler på hjemmesiden. En rigtig god måde at indsamle viden fra kunderne – og en funktion, som mange har valgt at bruge.

Saxo_footer

En af de “hyggeligste” footere jeg har set må være denne fra koogko.dk, som er en lille virksomhed, der sælger babytøj. Her får den besøgende en fin og afrundet oplevelse nederst på hjemmesiden.

Koogko

Selv om disse to footere er meget forskellige, har de begge det til fælles, at de samler de vigtigste informationer om virksomheden i bunden af hjemmesiden, så de er lette at finde ligegyldigt, hvilken side den besøgende befinder sig på.

Input til hvad du kan indsætte i bunden af din hjemmeside

#1 – Copyright
Hvis du kun har ét element i din footer må det være et copyright-symbol og et årstal. Det er ikke nogen stærk beskyttelse mod at blive kopieret, men du sender dog et signal, om at du har noget indhold, som du værner om.

#2 – Handelsbetingelser
Har du en webshop, er det oplagt at lægge et link til dine vilkår, salgs- og leveringsbetingelser i footeren. Det er her de fleste af dine kunder forventer hurtigt at kunne finde dem.

#3 – Kontakt
Det er også ved at være standard at placere kontaktinformationer i footeren. Det giver tilmed en øget troværdighed, at virksomheden faktisk har en adresse eller et telefonnummer, de kan træffes på.

#4 – Kundeservice
Har du en webshop er et link til kundeservice en fornuftig idé. Det kan være i mange former, f.eks. en FAQ med de oftest stillede spørgsmål eller åbningstider for hvornår man kan ringe til kundeservice.

#5 – Åbningstider
Har du en fysisk butik, er det også rart for dine besøgende at få et hurtigt overblik over, hvornår de kan komme ned i butikken.

#6 – Tilmelding til nyhedsbrev
Du kan også vælge at opfordre dine besøgende til at tilmelde sig dit nyhedsbrev i bunden af siden.

#7 – Søgefelt
Har dine besøgende nået bunden af siden uden, at de kunne finde, hvad de ledte efter kan det være en god idé at hjælpe dem ved at indsætte et søgefelt i bunden.

#8 – De seneste artikler fra bloggen
Er du aktiv med en blog kan du også lægge de seneste artikler i footeren for at signalere, at du har en hjemmeside, som der er liv i.

#9 – De mest søgte kategorier
Har du lagt mærke til, at dine besøgende primært søger inden for et par kategorier, kan du hjælpe dem på vej ved at lægge disse kategorier i bunden af siden også.

Opsamling
Ovenstående liste er ikke en gang udtømmende for alt det, du kan putte derned. Du skal selvfølgelig ikke gå efter at lave den største footer med alle links, du kan komme i tanke om. Og dine besøgende vil heller ikke blive glade, hvis de bliver mødt af en kæmpestor bunke links, når de ser bunden af siden.

Nøglen er at vide, hvad dine besøgende typisk har brug for. Er der noget, som de mangler, som de ikke kan finde længere oppe på siden. Er der noget du kan fange dem med i sikkerhedsnettet i bunden af siden? Prøv at spørge dem.

Skrevet af

Top