AutoOffer: “Giv dig tid til at finde den rette investor”

Søren Autooffer Trendsonline

Autooffer har i 2015 fokuseret på at strømline deres koncept, finde nye investorer og få virksomheden klar til at skalere.

I 2015 besluttede den danske startup AutoOffer sig for at ændre konceptet bag virksomheden, fordi de kunne se, at hvis de skulle være en stor international spiller, så kunne deres eksisterende model ikke bære en heftig skalering uden store interne omkostninger.

“Vi fik proof of concept og går nu målrettet efter proof of business. Der skulle simpelthen for mange ansatte til for at få hjulene til at køre så hurtigt, som vi ønskede,” fortæller Søren Malmskov, stifter og CEO i Autooffer.

Startuppet, som gør det muligt for kunden at oprette en forespørgsel på en ny bil og modtage personlige tilbud fra forhandlere i hele Danmark, har foretaget en omfattende undersøgelse af, om deres koncept er økonomisk bæredygtigt og vil nu arbejde på at strømline forretningsmodellen.

Millioninvestering i 2015 – de rigtige ressourcer på det rigtige tidspunkt
Autooffer modtog en millioninvestering i slutningen af 2015, og den havde de brugt stort set hele året på at få på plads.

“Man går ikke bare lige over til hylden med investorer og tager den ned, man godt kunne tænke sig. Det er en proces. Er der en fremtid, hvor investorer og virksomhed skal finde ud af, om begge parter langsigtet kan drage nytte af hinanden – det kan der være utallige konstruktioner af,” forklarer Søren Malmskov.

Det er de helt rigtige ressourcer på det helt rigtige tidspunkt, lyder det fra Søren Malmskov.

“Vi er rigtig glade for den store interesse, der har været fra både danske og udenlandske investorer. Kapitalindsprøjtningen fra vores nye investorer betyder, at vi kan skalere i et meget hurtigt tempo. Det gør vi for at komme nærmere vores mål om at være den førende platform for forbrugere, der ønsker at købe ny bil – også internationalt,” afslutter Søren Malmskov.

Læs også: Danske AutoOffer får millioninvestering

Læs også

Top