Adform: Kodeordet for 2016 er global

travel to Paris

Adform landede i 2015 en stor investering fra Danica Pension på 150 millioner kroner. Investeringen skal sætte skub i startuppets globale planer.

I 2016 slår Adform dørene op for nye afdelinger i Europa, Asien og sandsynligvis også Latinamerika, fortæller CMO i Adform, Martin Stockfleth Larsen. Frankrig er blandt de europæiske lande, som virksomheden åbner nye kontorer i.

“Global er kodeordet for vores 2016. Vi skal ind på markedet i Frankrig, og vi skal åbne flere globale kontorer – minimum i Asien og nok også Latinamerika,” udtaler Martin Stockfleth Larsen begejstret.

Udover åbninger af nye kontorer er væksten på Adforms nuværende markeder vigtig for virksomheden. Tyskland blev i 2015 Adforms største marked, og væksten på det tyske marked skal gerne fortsætte.

“Vores footprint i USA er også super kritisk for vores generelle vækst. I 2015 havde vi en vækstrate på 45%, og vi vil gerne fastholde den vækst. Derfor er det rigtig vigtigt for os at øge vores markedsandele blandt andet i USA,” forklarer Martins Stockfleth Larsen.

Globale aftaler med mediebureau Holding Groups er også højt på ønskelisten for Adform i 2016.

Intelligent databrug, video og mobiloptimering bliver de største trends i 2016
Den helt store trend i 2016 bliver ejerskab af data, lyder det fra Martin Stockfleth Larsen. Flere begynder at bruge Big Data og forstå det på en ny måde.

“Data vil blive aktiveret på en langt mere intelligent måde end tidligere,” spår Martin Stockfleth Larsen.

Også offlinedata, som eksempelvis kan komme fra et klubkort i en fysisk butik, vil i højere grad blive brugt. Kobles det ydermere sammen med onlinedata kan al annoncering og kommunikation potentielt blive langt mere målrettet og en-til-en.

“Intelligent brug af data kommer mere frem i 2016. Derudover kommer der helt sikkert mere fokus på video og uden tvivl mobiloptimering af annonceformater,” afslutter Martin Stockfleth Larsen.

Læs også: Adform: “Der er et kæmpe, globalt vækstpotentiale for digital annoncering”

Læs også

Top