Bæredygtighed og boldbad sikrer konkurrencedygtig forretning

Blue Energy Team Trendsonline

For startup virksomheden Blue Energy er bæredygtighed en grundpille, der ikke kun kommer til udtryk gennem deres salg af grøn energi. Bæredygtighed gennemsyrer hele startuppets grundstruktur – fra forretningsmodel og samarbejdspartnere til medarbejderpleje.

Blue Energy er en dansk startup virksomhed, der tilbyder en flat-rate løsning til sine kunder. Det betyder, at kunderne betaler en fast pris hver måned og får klimavenlig strøm til fri afbenyttelse. Men Blue Energy er ikke kun et grønt alternativ til energimastodonterne. De tager bæredygtighed seriøst på flere planer. Både i forhold til deres forretningsmodel, deres samarbejdspartnere – og ikke mindst i forhold til deres medarbejdere.

“Det er faktisk yderst vigtigt for os med en bæredygtig forretningsmodel. Det vi ikke er bedst til, det outsourcer vi. Når man så skal finde den rette strategiske partner, så handler det om at gå til forhandlingsbordet med den rette indgangsvinkel. Nogle har en perfid holdning til, at man er dygtig og hardcore, hvis man kan tvinge samarbejdspartnere i knæene på honorar og vilkår,” forklarer Mads Andreas Olesen, Partner og Kommerciel Direktør i Blue Energy, og uddyber:

“Vi har dog af bitter erfaring oplevet, at vi ender i et ulykkeligt ægteskab. Hvis din partner er forhandlet i knæ, så vil han formodentligt konstant være på udkig efter andre alternativer eller forsøge at omgå indtjeningsproblemet på en anden måde. Man skal tænke bæredygtighed helt over på samarbejdspartnerens banehalvdel. Kan han eller hun tjene penge ud fra de vilkår, du tilbyder?”

Blue Energy samarbejder eksempelvis med lead-bureauer, et IT-bureau, freelance grafikere og freelance programmører.

Økonomisk bæredygtig forretningsmodel er en absolut nødvendighed
Blue Energys konkurrenter er store energiselskaber som eksempelvis Dong Energy, SEAS og SydEnergi, og de opererer i en af Danmarks største brancher med en årlig omsætning på omkring 430 milliarder kroner.

“Vores konkurrenter er ikke nødvendigvis i markedet for at tjene penge de næste 3 år – de kan lige såvel sidde med 10, 20 og 30-års-brillerne på. Derfor er vi nødsaget til at geare forretningsmodellen til at være sund og solid rent økonomisk, da vi ellers risikerer at kvæles af virksomheder, som ikke nødvendigvis skal mønstre et stort overskud på deres kunder i den nærmeste fremtid,” fortæller Mads Andreas Olesen.

I energibranchen bliver Blue Energy, ifølge Mads Andreas Olesen, omtalt som et nyt, grønt energiselskab – og ikke kun grønt forstået på den klimavenlige måde. Derimod forklarer Mads, at deres store, etablerede konkurrenter, der alle har eksisteret i flere årtier, anser Blue Energy som et spædbarn.

Bæredygtighed er også at have omtanke for sine medarbejdere
Mads Andreas Olesen forklarer, at de hos Blue Energy forsøger at lade bæredygtighed være et gennemgående tema i alt, hvad de foretager sig. Også når de skal ansætte nye i virksomheden.

“I vores salgsafdeling smider vi altid CV’et og ansøgningen i skraldespanden og byder folk velkommen til en samtale uden forudgående bedømmelser. Det betyder, at vi har hyret medarbejdere, som på papiret stod svagt, men som vi har set blomstre helt fantastisk,” lyder det begejstret fra Mads Andreas Olesen.

Istedet for traditionelle CV’er og ansøgninger screener startuppet potentielle nyansættelser telefonisk ved hjælp af en standardiseret spørgeramme. Derudover har startuppet for nyligt udviklet et video-rekrutteringsværktøj, hvor ansøgere pitcher sig selv på video med webcam fremfor at indsende et CV. Udover at give unge med tynde CV’er en chance, arbejder Blue Energy på at gøre arbejdspladsen til et mekka for legebørn og håbefulde unge – en arbejdsplads som bogstavelig talt er transformeret til en legeplads med en installeret slikbutik og legeland med plastikkugler og Fatboys. Mads Andreas Olesen fortæller, at den legende tilgang til arbejdet og medarbejderne har til formål at identificere, anerkende og udvikle evnerne hos medarbejderne gennem leg og sjov.

“Enhver, der besøger os, vil bemærke en summen af lyst og energi. Det er dén energi, som er hele udgangspunktet for vores fremmarch på det grønne område. Og så må man ikke glemme, hvor man kom fra som iværksætter – nu kan man jo få lov at være den chef, man aldrig selv fik,” smiler Mads Andreas Olesen.

Blue Energy har i dag cirka 75 medarbejdere og har til huse i et 3-etagers domicil på strøget i København, hvor hovedparten af deres salg foregår. Derudover har virksomheden en mindre salgsafdeling i Vestergade med 10 fuldtidssælgere og et hovedkontor i Havnegade, hvor direktion, bogholderi og kundeservice sidder.

Læs også: Blue Energy: “Jeg ved godt, at strøm ikke er så sexet, men…”

Læs også

Top