Stifter af RunRepeat: Alt er ikke så rosenrødt, som det ser ud på Facebook

løb

RunRepeat er et nystartet værktøj, der skal hjælpe motionsløbere med at finde de bedste løbesko til præcist deres behov. Det kan lyde som en nem investering, men det er ikke alt sammen en dans på roser, fortæller Jens Jakob Andersen.

Jens Jakob Andersen er stifteren bag initiativet RunRepeat. Han er træt af, at markedet for løbesko er dikteret af store brands, der fortæller forbrugerne, hvilke sko de skal købe – og oftest baseret på, hvilke der er populære for tiden. Det er en fejl, ifølge Jens Jakob Andersen. Løberne skal købe de sko, der passer til deres anatomi og løbestil,  og ikke fordi en bestemt løbesko er de hotteste lige nu.

De gode nyheder kommer på Facebook – ikke udfordringerne
Det er ikke lutter lagkage at starte op for sig selv. Jens Jakob Andersen peger især på det økonomiske aspekt. Der skal postes en masse penge ind i sådan et startup, men der kan gå lang tid, før, der begynder at komme et afkast den anden vej, fortæller han. Selv har Jens Jakob Andersen lige nu en månedsløn på 0 kroner, og alle aktiver er samlet i virksomheden. Men det har han hele tiden været klar over, og han ser det som en langsigtet investering.

” Jeg tror, at andre ville være væsentlig mere bekymrede end mig, men jeg føler, at jeg kender min forretning så godt, og ved, at det vil lykkes. Men at sige at det ikke er en udfordring, ville være at lyve,” udtaler Jens Jakob Andersen.

Han minder også om, at det han poster på facebook oftest er de gode nyheder og ikke alle udfordringerne.

Sololøb er både godt og skidt
RunRepeat har intet fast kontor, og Jens Jakob Andersen fremhæver, at det kan virke dejligt frit, at virksomheden ikke er bundet af en fysisk lokation – at han har frie hænder i forhold til, hvor han vil bo og arbejde. Men det kan også være ensomt, fortæller han. For han har da ansatte rundt om i verden, men herhjemme kører han sololøb.

“Det er bare mig og Skype,” forklarer Jens Jakob Andersen.

Derfor har forløbet med RunRepeat også handlet om at turde satse. Han har skullet turde satse på, at omsætningen vender, og at dem, han ansætter på den anden side af kloden, lever op til hans forventninger. Og ikke mindst at hele konceptet er noget, verden vil have.

Som eksempel havde Jens Jakob Andersen det mål at få omtalt RunRepeat i New York Times. Det skulle vise sig lidt mere tricky end først forventet. Efter det første pitch til avisen blev afvist, troede han i lang tid, at det ikke ville lykkes. Men det lykkedes til sidst, da RunRepeat blev nævnt i en artikel om løbestil. Men ambitionerne ender ikke der.

“Næste skridt må blive live broadcasting på CNN eller BBC,” udtrykker Jens Jakob Andersen.

Store planer for fremtiden
Selvom opstarten har været hård til tider, så er Jens Jakob Andersen nu ganske optimistisk, og han har store planer for det kommende år.

“I 2016 bliver RunRepeat.com profitabel, og det bliver det største højdepunkt til dato. Det sker i Q1,” lyder det fra ham.

Som det ser ud nu, er der dog ikke meget profit at hente. Indtjeningen har ligget på cirka 80 kroner om dagen, siden det nye prissammenligningssystem gik i luften. Og det er vel at mærke 80 kroner, før omkostningerne er trukket fra, forklarer Jens Jakob Andersen.

På lang sigt vil Jens Jakob Andersen gerne investere i maskiner til labratorietest af løbesko – det er noget han særligt glæder sig til. Men som han fortæller, er det mere en drøm end en vision.

Læs også

Top