Arkiver

NyhederRekrutteringRobot

Anker Boye: “StartupHub skal sikre fremtidens arbejdspladser”

Anker Boye er Borgmester i Odense Kommune og fokuserer på iværksætteri for at skabe arbejdspladser

Odense Kommune har en klar strategi for, hvordan de vil fastholde deres position som hotspot for robotteknologi – og på samme tid sikre fremtidens arbejdspladser i området.

Odense Robotic StartUp Hub har for nylig slået dørene op. Initiativet til StartUp Hub’en er taget af Odense Robotics i samarbejde med Teknologisk Institut, og konceptet er finansieret af Odense Kommune og Teknologisk Institut i fællesskab. At støtte op om det odensianske robotmiljø er en del af strategi, som Odense Kommune og Udvikling Fyn har formuleret og sat i værk for at tiltrække arbejdspladser – og talent – til området.

“StartUp Hub’en er et element i Odenses strategi om at understøtte det stærke robotmiljø, som findes i byen. Det gør vi ved at styrke startup-miljøet, tiltrække investorkapital og nye virksomheder – både danske og internationale,” udtaler Odenses Borgmester, Anker Boye.

Generelt regner Odense Kommune og Udvikling Fyn med en bredere rekruttering fra både Danmark og udlandet af kvalificerede medarbejdere til de fynske robotvirksomheder.

“Det siger sig selv, at når vi som kommune vælger at investere i eksempelvis StartUp Hub’en, sker det både i en tro på og forventning om, at de virksomheder, der får en plads, har et potentiale, der med tiden kan omsættes til vækst og arbejdspladser i byen,” uddyber Anker Boye.

Læs også: Det første startup rykker ind i Odense Robotics Startup Hub

Stort potentiale i krydsfeltet mellem forskning, udvikling og forretning
Ideen med StartUp Hub’en er at gøre vejen fra produktudvikling til finansiering og salg så kort som mulig, forklarer Mikkel Christoffersen, forretningschef i Odense Robotics. Når det gælder højteknologiske produkter, er udviklings- og testfasen både lang og omkostningstung, og det er her, risikoen for at bukke under er størst for nye virksomheder.

“Derfor er vi gået sammen med Teknologisk Institut og Odense Kommune om dette startup-program, hvor vi giver virksomheder adgang til teknisk support, sparring på forretningsudvikling, kontakt til investorer og samarbejdspartnere blandt de andre virksomheder i Odenses robotmiljø,” forklarer Mikkel Christoffersen.

StartUp Hub’en er åben for alle ansøgere – uanset geografi. Men bliver man optaget, er det et krav, at man har den største del af sin virksomheds aktivitet i Odense.

“Vi forventer ikke en ny Universal Robots lige med det samme, men deres eksempel har dog vist os, at der findes et stort potentiale i krydsfeltet mellem den forskning, udvikling og forretning, som findes her,” afslutter Anker Boye.

Udover StartUp Hub’en kan Odense bryste sig af at være vært for Robobusiness Europe 2016, der tiltrækker stor international opmærksomhed.

Læs også: Odense skal være vært for Robobusiness Europe 2016

 

 

1 kommentar

Skriv et svar