Nyt samarbejde skal gøre samkørsel ligeså let som at tage bussen

Traffic_cars_queue

Gomore går sammen med Nordjyllands Trafikselskab og Rejseplanen i et samarbejde, der skal gøre det nemmere for folk, at finde den bedste transportmulighed- om man så er mest til tog, taxa eller delebil.

Fra næste år skal delebilstjenester, taxaer og private samkørsler nemlig figurere på Rejseplanen i Nordjylland. Det er Nordjyllands Trafikselskab, der står bag initiativet, der kæder det hele sammen. Som de selv siger, deres formål er at få folk fra A til B, men nu er der mange flere muligheder for transport.

”Hvorfor skulle vi ikke samarbejde med dem? ” spørger Jens Otto Størup, Direktør for Nordjyllands Trafikselskab til Ritzau.

Gomore ser frem til samarbejdet
En af samarbejdspartnerne er Gomore – en efterhånden landskendt delebilstjeneste. Gomore har næsten 6 år på bagen som en service, hvor privatbilister kan afsætte ledige pladser i deres biler, og passagerer kan finde kørelejlighed rundt i hele Danmark.

Hos Gomore ser de forsøget som en meget interessant udvikling.

“Det er jo nærmest en slags blåstempling af konceptet om samkørsel, at være integreret i en så etableret app, som Rejseplanen,” siger Rasmus Carlsen, Commercial Director hos Gomore.

Samarbejdet kan på sigt være med til at gøre samkørsel til noget lige så mainstream og almindeligt som at hoppe på bussen. Det viser erfaringerne fra Tyskland og flere andre europæiske lande, der har benyttet sig af integreret landsdækkkende samkørselstjenester i mange år. Det er da også her fra, at inspirationen til samarbejdet er kommet.

En fordel for yderområderne
Forsøget kommer indledningsvis til at foregå i Nordjylland, hvor mange yderområder oplever en fald i muligheder for offentlig transport. Mange buslinjer kører meget sjældent eller bliver helt lukket, hvilket kan gøre det svært, at være bosat på landet i de områder, hvis man ikke har sin egen bil. Men med en udvidelse af transport-tilbud, så man også kan tilføje Gomores afgange, kan det lette transportvanskelighederne betydeligt i de tyndere befolkede områder.

“Gomore er et bredt alternativ til den offentlige transport, men det er også et supplement. På den her måde kan man sammensætte sin rejse, så man kommer hurtigst og nemmest rundt,” siger Rasmus Carlsen.

På den her måde kan man få et lift med Gomore ind til den nærmeste store by, derfra tage et tog eller en bus og endeligt afslutte rejsen, med et Gomore-lift lige til slut-destinationen. Kombinationsmulighederne er mange.

Nordjylland får chancen først
Forsøget, der er planlagt at skyde fra start i 2017, fungerer som en slags pilotudgave. Det betyder, at det i starten kun kommer til at køre i Nordjylland, således at regionen får en selvstændig udgave af Rejseplanen, hvor blandt andre Gomore er integreret. Håbet er naturligvis, at forsøget bliver en succes, og derfor kan blive en landsdækkende feature. Indtil videre er planen, at forsøget skal køre fra 2017 og et par år frem, men de endelige detaljer er ikke helt på plads endnu.

Læs også

Top