Dansk modestartup: “Vi vil ændre ‘brug og smid væk’-kultur”

Modestartup Son of a Tailor Trendsonline

Bæredygtighed er essentielt for holdet bag den danske modestartup Son of a Tailor. De fokuserer på at mindske ressourcespild i deres T-shirt produktion og på, at alle i T-shirtens værdikæde bliver tilgodeset – fra skrædder til leverandør.

Son of a Tailor er stiftet i 2013 af Jess Fleischer og Andreas Langhorn. I dag har startuppet kunder i mere end 50 lande. Startup-virksomheden distribuerer udelukkende sine skræddersyede produkter online. Produktionen af modestartuppets T-shirts og andre beklædningsgenstande foregår på systuer i Europa, hvor kunden kan følge tilblivelsen.

“Det er ofte T-shirten, der bliver fremhævet, når man diskuterer overforbrug i den måde, vi konsumerer tøj på. Tendensen med at købe 10 T-Shirts til, hvad der svarer til en Cafe Latte pr. styk og derefter smide dem væk efter nogle ganske få vaske, fordi de er blevet skæve i syningerne på grund af dårlig kvalitet, er et forbrugsmønster, som vi gerne vil være med til at ændre,” forklarer Andreas Langhorn.

‘Brug og smid væk’-kulturen er, ifølge Jess Fleischer og Andreas Langhorn, ikke en ansvarsfuld måde at omgås verdens ressourcer på – og for forbrugeren kan dårlig kvalitet sjældent betale sig, lyder det fra makkerparret.

“Vores primære fokus er, at vi laver et produkt i så høj kvalitet, at vores kunder ikke ønsker at skille sig af med det. Vi synes, at det er den mest ansvarsfulde måde at bruge resourcerne på. Vi mener, at det i sidste ende er produkters levetid, der er afgørende for, hvor bæredygtige de er,” udtaler Jess Fleischer.

Læs også: Son of a Tailor nytænker T-shirt-industrien

T-shirtproduktion ‘on demand’ mindsker spild af ressourcer
Det danske modestartup producerer først sine T-Shirts, når de får en ordre. På den måde undgår de at brænde inde med et stort restlager af standardstørrelse t-shirts, som de ikke kan sælge. Det er både godt for forretningen og for at mindske ressourcespildet.

“Vi ligger ikke inde med en masse standardstørrelser, som vi så tilpasser efterfølgende. Hver ny ordre bliver lavet efter et unikt mønster – hver eneste gang,” fortæller Andreas Langhorn.

For Jess Fleischer og Andreas Langhorn har det været en vigtig indsigt at ligegyldigt, hvor mange tiltag man gør sig som virksomhed, vil man altid på et eller andet plan bruge ressourcer – både materielle og menneskelige. Men hvis de gerne vil ændre den måde, tøj bliver produceret på, må de bestræbe sig på, at gøre tingene bedre end status quo. Kvaliteten af deres produkter går de ikke på kompromis med, forklarer Jess Fleischer:

“Hvis vi ikke er i stand til et tilbyde et bedre produkt eller en bedre kundeoplevelse, vil vores potentielle kunder i sidste ikke vælge vores produkter, det er vi meget realistiske omkring.”

Læs også: Son of a Tailor fik en aktiv investor og kloge penge

Son of a Tailor sørger for at ingen i produktionen bliver snydt
Når et stykke tøj koster 40 kroner inklusiv materialer, arbejdskraft, fragt, butiksplads, og der stadig skal kunne tjenes penge på det, mener modestartup Son of a Tailor, at det er sund fornuft at udlede, at der et sted i værdikæden bliver skåret nogle hjørner.

“Det er desværre typisk i arbejdskraften, profitten på et stykke billigt tøj bliver hentet hjem. At sørge for at de mennesker, der indgår i produktionen af vores T-shirts, arbejder under gode forhold, er for os et minimumskrav. At det i normal tøjproduktion ikke er en selvfølge, er noget vi alle må tage ansvar for og være med til at ændre,” siger Andreas Langhorn eftertænktsomt og fortsætter:

“Vores brand er skabt ud fra en kærlighed til vores produkt og et ønske om at ændre omstændighederne for tøjproduktion. Vi tror på mulighederne i mødet mellem mennesket og teknologien  – og at fremskridt, og virkelig værdi, ikke nødvendigvis handler om at kunne gøre ting billigere, men at kunne gøre ting bedre.”

Læs også: Son of a Tailor gør op med masseproducerede T-shirts

Læs også

Top