Arkiver

Nyheder

E-sport trækker investering fra kendte iværksættere

E-sport er det nye hit. Det er simpelthen computerspil spillet i så høj en liga, at konkurrencen er på niveau med professionelle sportsstævner. Og pengepræmierne er næsten lige så høje.

Derfor er Tommy Ahlers og Sunstone Capital samt Frederik Byskov og Jakob Lund Kristensen hoppet med på vognen og investerer et større millionbeløb i etableringen af et nyt hold.

Holdet består af 5 unge drenge, der har formået at gøre en karriere ud af at spille computerspil. Navnet på det nye hold er Astralis Aps og regnes allerede for at være blandt de bedste i verden i disciplinen Counter Strike. Drengene har da også allerede vundet imponerende præmier i millionklassen til stævner rundt om i verden. E-sport er i det hele taget en branche i rivende udvikling med enorme pengesummer involveret. Men denne investering er nu alligevel den hidtil største investering på området herhjemme, mellem både danske investorer, men også danske spillere.

“En perfekt storm er under opsejling i kraft af et hurtigt voksende e-sportsmarked med mind-blowing fan involvering. Vi er begejstrede for at give Astralis den fornødne opbakning til at bygge den stærkeste franchise inden for e-sport,” siger Nikolaj Nyholm fra Sunstone Capital til TV2.

Planerne for Astralis ApS er store. Først og fremmest vil de fem drenge være førende på globalt plan inden for Counter Strike. Lige nu er der kun dem i virksomheden Astralis ApS, men på sigt er planen at udvide med flere hold inden for flere spilgenrer.

Skriv et svar