Kvindelig iværksætter: Man skal trives i kaos

Sara Green Brodersen, Deemly, Iværksætteri, Ligestiling

Sara Green Brodersen er vant til et arbejdsliv med stor uforudsigelighed. Hun trives uden for de faste rammer i en verden, hvor kun en tredjedel af kollegerne er kvinder, og man aldrig ved, hvad morgendagen bringer.

Iværksættere er af en speciel støbning. Virksomhedens prioriteter og strategi kan ændres med et fingerknips. En mail med den rigtige kontakt kan åbne døre i en helt anden retning. Som Sara Green Brodersen, stifter af reputation sitet Deemly siger, så skal man trives i kaos.

”Hver uge er en rutsjebanetur med op- og nedture. Jeg tror ikke, at alle kan klare den omstilling, som det kræver, og nogen ville føle det meget kaotisk,” siger hun.

Hun startede sin første virksomhed som 17-årig, så hun ved efterhånden, hvad hun taler om.

Iværksætteri har altid været en mulig karrierevej for Sara Green Brodersen, selvom det ikke er den slagne vej for langt de fleste piger og kvinder. Hun lærte tidligt, at kaos ikke nødvendigvis er af det onde, og at vi i Danmark er ret privilegerede. For ‘worst case scenario’ er slet ikke så slemt igen. Derfor har hun dette råd, om at lære at elske kaos:

”Jeg trives vældig dårligt i alt for stramme rammer, men det er samtidig vigtigt, at man får lidt rutine ind i løbet af ugen, så man også kan være så effektiv som muligt. Det handler meget om et mindset, hvor man accepterer det kaotiske og lærer, at man ikke kan eller skal styre alt. Det samme gælder den usikre fremtid. Måske må man undvære lidt luksus, men til gengæld får man så meget andet,” siger hun.

“Kvinder skal blive mere synlige”
Kun en tredjedel af alle iværksættere er kvinder, ifølge statistikken. I Deemly-teamet er de to kvinder og tre mænd. Og nogle gange, når teamet er til et pitch, forventer tilhørerne, at det er de mandlige teammedlemmer, som skal føre ordet. Alligevel har Sara Green Brodersen aldrig følt sig uvelkommen, fordi hun er kvinde, men dumme kommentarer og fordomme har hun mødt.

”Der er lavere forventninger til mig, når der for eksempel skal diskuteres økonomi eller tekniske ting. I samme dur bliver jeg ofte spurgt, om jeg sidder med HR eller marketing. Når jeg så siger, at jeg faktisk er stifter, bliver folk vildt overraskede over, at Deemly er min idé,” fortæller hun.

Hun synes, det er fedt at kunne overraske positivt og mærke, at det afføder respekt.

”I udgangspunktet tænker jeg ikke over mit køn, for det stopper mig ikke i at gøre, hvad jeg gerne vil. Men jeg tror stadig, at både kvinder og mænd kan gøre mere for, at de kvindelige iværksættere bliver mere synlige i det stærke community, vi efterhånden har,” siger hun.

Skrevet af

Læs også

Top