Arkiver

NyhederSustainable Tech

Minister svinger sparekniven over erhvervsstøtteordninger

Kniv Trendsonline

Regeringen lægger op til en milliardbesparelse på erhvervsstøtteordninger og midler til implementering af EU-regler. Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen mener samtidig, at vi i Danmark skal satse på små og mellemstore virksomheder.

Troels Lund Poulsen har netop redegjort for Danmarks vækst og konkurrenceevne ved en pressebriefing, hvor han offentliggjorde planer om at finde en milliardbesparelse ved at sløjfe en række erhvervsstøtteordninger samt ved at granske de midler, der bruges til implementering af EU-regler.

To tredjedele af den danske erhvervsstøtte retter sig mod grønne ordninger inden for vedvarende energi, på miljøområdet samt ordninger inden for forskning, innovation og globalisering, fremgår det af et baggrundsnotat om dansk erhvervsstøtte udgivet af Statsministeriet.

“Der skal findes et milliardbeløb gennem besparelser blandt andet i erhvervsstøtteordninger,” fastslår Erhvervs- og Vækstminister, Troels Lund Poulsen.

Besparelserne på erhvervsstøtteordninger skal hentes over hele linjen – fra statslige ordninger til kommunale.

Læs også: Erhvervsminister Troels Lund Poulsen: Afskaf grønne fonde og tilskudsordninger!

Erhvervstøtteordninger sløjfes til fordel for øget fokus på investeringer
Erhvervs- og Vækstministeren mener, at Danmarks vækst og konkurrenceevne kan bedres gennem tiltag, der skal tiltrække flere investeringer til små og mellemstore, danske virksomheder og på sigt skabe en mere aktiv aktiekultur. Troels Lund Poulsen vil gerne have flere virksomheder til at børsnotere sig i Danmark.

“I Sverige har de eksempelvis en aktiv aktiekultur. Vi skal ikke nødvendigvis gøre det samme som dem, men jeg har som ambition, at der skal mere gang i investeringerne til små og mellemstore virksomheder,” forklarer Troels Lund Poulsen.

I Erhvervs- og Vækstministeriet fokuseres der i den kommende periode blandt andet på digital vækst, deleøkonomi, iværksætteri, konkurrence og erhvervsbeskatning.

“Regeringen vil vedvarende styrke vækstvilkårene. En erhvervsbeskatningsreform skal gøre dansk erhvervsbeskatning mere enkel og konkurrencedygtig. Reformen skal forbedre investeringsklimaet i Danmark med henblik på at tiltrække flere udenlandske investeringer. Og regeringen vil sænke skatten på arbejde,” uddyber Erhvervs- og Vækstministeren.

Læs også: Troels Lund Poulsen: “Digitalisering og deleøkonomi er her for at blive!”

Principiel modstander af grønne tilskudsordninger og fonde
Den 25. november 2015 bød Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen velkommen til konferencen om ’Potentialet for Danmark som cirkulær økonomi’. Her blev erhvervsministeren blandt andet spurgt om, hvorfor regeringen har valgt at afskaffe eksempelvis Grøn Omstillingsfond, når de kan se de positive væksttal, der følger i kølvandet på cirkulær økonomi.

”Afskaf tilskudsordninger og fonde – de kan ikke redde noget eller gøre en reel forskel. Vi skal derimod regulere og indføre fordelagtige skatteordninger i stedet. Skattesystemet spænder ben for mange grønne tiltag – både tilsigtet og utilsigtet. Det kan simpelthen være en hæmsko for cirkulær økonomi indimellem. Og det skal vi selvfølgelig kigge på,” svarede Troels Lund Poulsen den dag, og nu svinger han altså sparekniven over en række af de selvsamme erhvervsstøtteordninger.

Til sommer vil Erhvervs- og Vækstministeren fremlægge en strategi for deleøkonomi i Danmark. Herunder skal der kigges på, hvordan skatteregler og administration kan optimeres i forhold til at tiltrække flere deleøkonomiske tiltag.

Læs også: Cirkulær økonomi er en politisk varm kartoffel

Skriv et svar