Arkiver

GuideNyheder

Just Eats Carsten Boldt: “Vores ansatte er her, fordi de ikke kan lade være”

Administrerende Direktør i Just Eat Danmark og Norge, Carsten Boldt er drevet af sin egen lyst til at flytte virksomheden fremad. Det er også en lyst, han ser efter hos sine medarbejder.

Carsten Boldt er Administrerende Direktør i Just Eat, Danmark og Norge. Han blev ansat i 2014 fra en stilling som salgs- og kundeservicedirektør for Berlingske Media for at skubbe gang i næste skridt for den succesfulde fast food-platform.

“Det var en spændende udfordring for mig at skulle tage Just Eat til det næste niveau,” fortæller han.

Opgaven var at få sat mere fart i væksten af bestillinger og få et bredere udvalg af madtyper på Just Eats platform.

Det projekt gik heldigvis godt, og Just Eat har i dag en vækst, der er tre gange højere end væksten i fast food-branchen generelt.

Iværksætter i ånden
Det var ikke bare den spændende udfordring, som var tillokkende for Carsten Boldt i stillingen hos Just Eat. Han var også ret tiltrukket af den startupånd, som gennemstrømmer virksomheden.

“Just Eat var jo helt klar en etableret virksomhed, men det var og er stadig et startup i ånden. Hele kulturen her emmer at iværksætterånd, og det er jeg meget tiltrukket af,” forklarer Carsten Boldt, der også besidder en bestyrelsespost hos startuppet Mocialcall.

“Jeg har jo altid haft lidt iværksætteri i maven. Helt tilbage fra min tid hos Tele2 og Debitel har jeg elsket den der kultur, hvor man er drevet af en passion for det, man laver.”

Han forklarer, at det, der især driver ham er lysten til at flytte noget fremad. Derfor tog han også gerne imod, da han blev tilbud at inkludere Norge i sit ansvarsområde. Her var nemlig et marked, der var 8-10 år efter det danske på fast food-området. Dermed kunne han være med til at vækste et helt nyt marked på en anden måde, end han kunne herhjemme.

Iværksætterånd og vinderkultur er den røde tråd
Carsten Boldt forklarer, at den tydeligste forskel mellem at være ansat i det etablerede erhvervsliv og i et startup er, at miljøet er præger af mange unge mennesker og en helt særlig dynamik. Her handler det om at få testet en masse modeller og teser af og finde dem, som fungerer få virksomheden.

“Vi er meget risikovilige her. Vi tester måske ti ting af, og så er de ni af dem fiaskoer, men vi har fundet den ene ting, der virker, og så kører vi med det. Det kan jeg godt lide. Vi skal lave fejl og være risikovillige. Der er ikke noget med at passe på, man ikke kommer til at lave en fejl.”

Carsten Boldt uddyber, at for ham har den særlige mentalitet meget at gøre med, at virksomheden ansætter folk, der er passionerede omkring det, de laver. Han mener, at folk, der arbejder for Just Eat er der fordi, de ikke kan lade være, og det motiverer både ham og de ansatte til at yde det bedste.

“Vi har fire ord, vi arbejder udfra i alt, vi gør. Det er: frank, passionate, innovative og team. De her fire ord er vokset ud af vores eksisterende kultur, og derfor er de også dybt forbundne med hele virksomheden. Det er også tit de her ord, vi ser på, når vi rekrutterer nye medarbejdere,” forklarer Carsten Boldt.

Når Carsten Boldt ansætter folk, kigger han sjældent efter, hvor de kommer fra. Om de er grønne studerende eller har været ti år hos Mærsk, er underordnet for ham. Bare de er de bedste og mest motiverede ansøgere. Dem der vil videreudvikle og virkelig brænder for det, de gør.

For øjeblikket er der omkring 40 fuldtidsansatte i Just Eat Danmark. Med chauffører, deltidsansatte og andre når tallet op på omkring 200 mennesker.

Skriv et svar