Arkiver

NyhederUngt Tech

Unge, danske iværksætterhåb mødtes i Odense

Der var både kontante præmier og konstruktiv feedback, da vinderne af National Entreprenørskabsmesse torsdag blev kåret i Odense. 550 elever fra ungdomsuddannelser i hele landet præsenterede deres innovative idéer for erfarne erhvervsfolk.

75 erhvervsfolk og erfarne iværksættere havde hevet en dag ud af kalenderen for at bedømme de unges idéer og give dem råd og vejledning til, hvordan de kan arbejde videre.

”De unge arbejder dedikeret og innovativt med deres idéer og projekter, og det kan ses på kvaliteten. Det er også tydeligt, at deres læringsoplevelse har været højere, for vi kan se, at projekterne er mere modne, og de unges præsentationer er virkelig gode i år,” siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab, som står bag National Entreprenørskabsmesse i en pressemeddelelse.

De mange idérige unge dystede i to konkurrencer – BizzMart og Expo. Vinderne af BizzMart blev Hedens Perle fra Herningsholm HHX i Ikast. Eleverne havde indkapslet lyng i perler, der kan bruges til smykker. På den måde kan man samle noget af den midtjyske historie og bære med sig. Vinderne af Expo blev Ladies Best, et gør-det-selv produkt til kvinder, hvor man med et simpelt klistermærke kan forme sine negle perfekt.

De to førsteplads-vindere skal nu til den europæiske finale JA Marketplace, hvor de skal konkurrere mod de bedste fra hele Europa. Det foregår i Letlands hovedstad Riga til april. Derudover fik begge hold en check på 1000 kroner sponsoreret af Odense Kommune, som aktivt støtter iværksætteri.

”Vi har brug for unge mennesker, der har en god idé, men som også tør forfølge drømmen og gøre det til egen virksomhed. Tør springe ud i det og stå på egne ben. Det er ikke nemt, men det kan blive stort. Jeg håber, at mange af jer vil gå hele vejen,” sagde, Steen Møller, rådmand i Odense, som lagde huse til arrangementet.

I alt dystede 550 elever fordelt på 148 elevvirksomheder. National Entreprenørskabsmesse er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab og er en del af entreprenørskabsforløbet Company Programme.

Skriv et svar