Hardware-ekspert: “Der er ingen, der vil stjæle din ide”

Hardware-udvikling kan være en lang og sej rejse. Med disse fem gode råd kan din rejse måske blive lidt lettere. 

Jakob Svagin har et blødt punkt for hardware. Fysiske opfindelser, man kan røre ved, dreje og skrue på. Han endte lidt tilfældigt som iværksætter netop inden for hardware-branchen i Danmark og er nu projektleder på Scion DTUs acceleratorprogram Danish Tech Challenge. Men inden han endte på Scion DTU, nåede han ikke kun at starte et firma op, men også gå konkurs og prøve ti forkerte veje, før han fandt den rigtige.

Her kan du læse hans fem bedste råd til iværksættere, der ligesom ham, har en forkærlighed for hardware-branchen:

  • Byg dit fundament, og kom ud, og prøv det af. Sidder man bag lukkede døre og overbeviser sig selv om, at man har det rigtige produkt, tager man helt sikkert fejl. Find ud af hurtigst muligt, hvor de fejl er.
  • Engager dig i en startup-virksomhed. Bliv frivillig, kom i virksomhedpraktik eller noget i den stil. Det er klart noget af det mest intensivt lærerige, man kan foretage sig, og det viser initiativ og ser godt ud på CVet.
  • Find et stærkt team. Du kan ikke gøre det alene. Fire er bedre end tre er bedre end to. Der er altid behov for forskellige kompetencer; en tekniker, der kan bygge produktet; en CEO til blandt andet fundraising; en der kan klare det regulatoriske, og en der har forståelse for markedet, en til kunderne og en til godkendelser.
  • Vær åben. Lad være med at tro, folk vil stjæle din idé. De fleste vil nok faktisk være ligeglade. Meld jer til challenges, bootcamps og venture cups. Kom ind i mentorordninger og søg aktivt feedback.
  • Invester først en masse af dine egne penge, når dit fundament er færdigt. Brug et halvt til et helt år bare på prototyper og lignende. Derefter burde man kunne tiltrække noget finansiering – hvis ikke, er det nok fordi, man ikke har en skide god case.

Skrevet af

Læs også

Top