Regeringen vil have virksomheder til at tage samfundsansvar

Samfundsansvar Trendsonline

Erhvervs- og Vækstministeriet har netop lanceret Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst, der skal understøtte virksomheders arbejde med at tage samfundsansvar og samtidig skabe den størst mulige vækst til gavn for den enkelte virksomhed og for samfundet. 

Hos en socialøkonomisk virksomhed i Kolding lancerer erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen i dag Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst, som skal være regeringens nye platform for dialog om, hvordan samfundsansvar og vækst kan gå hånd i hånd.

”Jeg har store forventninger til det nye dialogforum. Danske virksomheder tager i dag samfundsansvar på mange niveauer, men vi kan blive endnu bedre til at skabe rammerne for, at vækst og samfundsansvar kan gå hånd i hånd. Det gælder lokalt, hvor blandt andet socialøkonomiske virksomheder spiller en vigtig rolle i at skabe bæredygtige og attraktive lokalsamfund. Og det gælder globalt, hvor opmærksomheden på virksomhedernes ansvar for hele deres værdikæde er stigende,” udtaler Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Det er emner som globale værdikæder, FN’s bæredygtighedsmål, inklusion af socialt udsatte og lokal sammenhængskraft, det nye dialogforum skal diskutere.

Samfundsansvar og socialøkonomi skal i fokus

Det nye dialogforum blandt andet indsamle og formidle viden om tendenser inden for samfundsansvar og socialøkonomi, fremme partnerskaber og dialog mellem virksomheder og interessenter på feltet og bidrage til regeringens politikudvikling på området. Tidligere Direktør i Pressalit, Dan Boyter, skal stå i spidsen for det nye tiltag. Dan Boyter er desuden med i Danmarks Radios bestyrelse. Han er formand for Den Jyske Opera og sidder i bestyrelsen for kunstmuseet Aros og Moesgård Museum.

”Danske virksomheder har et godt udgangspunkt for at arbejde med innovative løsninger, der inkluderer samfundsansvar som en integreret del af forretningen. Jeg tror, at den bedste chance for succes er at bygge på vores styrker og vende udfordringerne til en mulighed. Jeg ser som formand frem til at facilitere dialogen om, hvordan vi kan realisere virksomhedernes potentialer og muligheder på området,” udtrykker Dan Boyter.

Lanceringen af det nye dialogforum finder sted i dag i Kolding hos den socialøkonomiske it-konsulentvirksomhed BOAS Specialister, hvor størstedelen af de ansatte har en autismeprofil. Virksomheden er netop blevet kåret som Gazelle-virksomhed af Børsen, og direktør Allan Bernhardt Petersen er et af det nye Dialogforums 14 medlemmer.

Læs også

Top