Sådan lancerede Adzuki Mobile et nyt produkt uden kæmpe startkapital

Magz Fashion Trendsonline

Microsoft BizSpark er Microsofts globale startupprogram, der ved hjælp af sparring og gratis adgang til software hjælper early-stage startups med at accellerere deres virksomhed. Danske Magz blev optaget i programmet for et år siden, og lancerede i december 2015 på det danske marked.

Magz er en mobilservice, som det danske startup Adzuki står bag. Magz skal gøre det nemt for læsere af modemagasiner at finde og købe produkter fra de enkelte magasiner på nettet. Det er gratis at blive optaget i Bizspark programmet, men kun de startups, som Microsoft BizSpark vurderer har potentiale for at vækste, bliver sluppet gennem nåleøjet.

Tidligere har den danske vækstsucces Trustpilot været gennem programmet, og for et år siden blev danske Magz også optaget.

Sidste år var en af de udvalgte startups således danske Adzuki med deres produkt; Magz. Deres produkt er en app, der kan hjælpe brugere med at finde og købe de modeitems, de forelsker sig i fra magasiner, på nettet.

Appen fungerer ved, at man scanner det item i magasinet, som man er interesseret i, og så viderestiller appen dig til en side på nettet, hvor du kan købe produktet. Du kan også vælge at ‘holde øje’ med et produkt, du er interesseret i, og så vil appen notificere dig, hvis produktet kommer på tilbud.

“Tidligere måtte man slå op bagerst i ​ bladet for at finde et telefonnummer eller et link, hvis man var interesseret i et bestemt mærke. Magz gør den proces problemfri ved automatisk at videresende brugeren fra siden i bladet til varen på internettet,” forklarer stifteren af Magz, Claus Pedersen Blicher.

Teamet bag er stifter Claus Pedersen Blicher, der er kandidat fra CBS og tidligere konsulent og ansat i DR’s cheforganisation; CTO Paul Grosvenor, COO Veronika Saniuk og CDO Mark Kristensen.

Microsoft BizSpark stiller teknologi til rådighed

Årsagen, til at de valgte at opsøge Microsoft BizSpark for at udvikle og søsætte deres produkt, var først og fremmest, at de havde brug for støtte til at komme billigt og nemt igang.

“Microsoft BizSpark programmet gør det muligt for os at komme billigere og nemmere i gang med vores startup. Programmet giver både adgang til teknologi og super kvalificeret sparring til, hvordan vi benytter teknologien, og hvordan vi gør vores virksomhed bedre. De giver os støtte til, hvordan vi gør tingene rigtig i forhold til forskellige komplicerede services,” forklarer Claus Pedersen Blicher og tilføjer:
“Den fordel Microsoft har ved programmet er, at de startups, de hjælper igang, bygger deres service på Microsofts teknologi, hvilket betyder, at de senere vil blive kunder hos Microsoft.”
De startups, der bliver optaget, får ubegrænset adgang til Microsofts software, service, tech support, Azure cloud og sparring, og Claus Pedersen Blicher mener, at programmet har været en stor hjælp i deres opstartsfase.

“Vi har fået utrolig meget god sparring til at sætte den her relativt komplicerede service op på nettet, og så har vi fået adgang til deres netværk og kontaktflade, hvilket altid er værdifuldt. Desuden har vi kunnet snakke med andre ligesindede, der har haft samme problematikker og tanker som os. Og så har det selvfølgelig givet adgang til at bruge noget software, som vi ellers ikke ville have kunnet, så vi kunne bruge vores ressourser på det, der er vores vigtigste opgave: at realisere Magz,” fortæller Claus Pedersen Blicher.

Magz blev klar til lancering i Danmark i december 2015. Appen er i første omgang koblet op til de 5 mest læste, danske magasiner – blandt andet ELLE, In og Eurowoman.

Planerne er på sigt at udvide til Tyskland og Storbritanien.

Læs også: Dansk Unicorn om co-creation: “Vi gør hinandens produkter stærkere”

Læs også

Top