Vil du være med til at fundraise Danmarks fremtid?

WeLoveStartups har lavet Nordens første live iværksætter-fundraising event, hvor investorer kan smide penge, eksperthjælp og netværk i seks grundigt udvalgte startups. Det skal skabe mere opmærksomhed om virksomhederne – og det er noget, der virker.

Forestil dig en scene med seks super motiverede iværksættere. Ud for hver af dem er seks rør. Seks rør, der bare venter på at tage imod investorernes hjælp i form af bolde med pengebeløb, eksperthjælp eller netværksmuligheder

Fundraise Danmarks Fremtid er en videreudvikling af WeLoveStartups legatuddeling til danske iværksættere fra en bred palet af områder. Men fra at være en legatuddeling uden pomp og pragt udadtil, tænkte WeLoveStartups-folkene konceptet videre.

”Første gang, vi delte legater ud, var i april sidste år. Der fortrød vi lidt, at vi ikke havde lavet et event og skabt noget opmærksomhed, fordi iværksætterne fortjener mere opmærksomhed,” siger direktør for WeLoveStartups, Jakob Breddam.

Eksponering er vigtigt

Han lærte nemlig efter legatuddelingen, at det ikke kun er pengene, der gør et startup. En af sidste års finalister, studiebogsvirksomheden Lix, fik nemlig både et legat, mentorhjælp, men også en artikel i Politiken. Og den læste deres fremtidige investor, som fire måneder senere gav dem et tilskud på små tre millioner, fortæller Jakob Breddam.

”Det er en case, der viser, at det ikke kun er penge, der er afgørende for succes. Det er eksponeringen og mentorerne – den kloge kapital – som skaber den største værdi og ikke startkapitalen. Men kombinationen af de to skaber så den store fremgang,” siger han.

Derfor har de i år stablet en live-event på benene den 16. marts på INCUBA Navitas i Aarhus. Her vil de seks finalister, dobbelt så mange som sidste år, stå på en scene med deres pitch og deres rør, og så kan de mellem 300 og 350 investorer, som Jakob Breddam forventer, der vil komme, vælge, hvem de helst vil støtte og med hvad.

”Det her handler om, at de donerer en opstartsinvestering til den eller de iværksættere, de bedst kan lide, og får foden indenfor, og så kan de komme med den første business-investering tre til fire måneder efter,” siger han og fortsætter:

”Vi ved, hvor meget iværksætterne har brug for, og hvor mange bolde investorerne har købt. Det er forskelligt, hvad iværksætterne får ud af eventet. De er ikke garanteret penge og eksperthjælp- – men det skal vi nu nok kunne få til at lykkes – de får derimod det, de har behov for.”

Ingen bliver glemt

Om det så er en mentorordning, en startkapital på 60.000 kroner eller et stort netværk, skal WeLoveStartups nok sørge for, de får det, de kommer efter. For de seks finalister er nøje udvalgt ud fra et ansøgerfelt på 254 virksomheder, der sendte ansøgninger til ambassadørkorpset i december. Korpset, som består af 67 frivillige forretnings- og IT-udviklere, revisorer, advokater og erfarne iværksættere, skar feltet ned til 58, og inden starten af marts, skal de seks finalister findes.

De tilbageværende iværksættere er inden for IoT, 3D-print, gamification, open data, medico, disruption af mediebranchen, deleøkonomi og bæredygtighed, fortæller Jakob Breddam.

”Det er nogle af de mest interessante, nye og innovative brancher. Vi har dog ikke tænkt os at glemme, de 52 iværksættere, der ikke kommer til at pitche. Dem vil vi gøre alt for at sende bedst muligt videre til de investorer, der melder sig,” siger han.

 

Skrevet af

Læs også

Top