Arkiver

GuideNyheder

Eva Vedel fra Iværk og Vækst: “Vi mangler stadig flere kvindelige iværksætter-rollemodeller”

Foto: Simon Skipper Christiansen.

For Eva vedel er det vigtigt at fremme iværksætteri – og at eksponere kvindelige iværksættere som rollemodeller, da det kan tiltrække flere – både mænd og kvinder – til iværksætteri.

Eva Vedel, Stifter og CEO i Expo Viva og Iværk & Vækst, der er et inspirationsforum for idemagere, iværksættere, små og mellemstore virksomheder samt investorer, fortæller hvorfor hun mener, at det er en god idé at fastholde en pris som ‘Årets kvindelige iværksættere’.

“Det er ærgerligt med så få kvinder i tech. Mange kvinder er for ydmyge til at stå frem og markere sig. Vi mangler stadig flere kvindelige iværksætter-rollemodeller. Når Caroline Wozniacki vinder i tennis, ser man efterfølgende flere tennisspillere, og når Rasmus Kofoed får endnu en Michelinstjerne til Geranium, vokser interessen for at blive kok,” forklarer Eva Vedel og fortsætter:

“Det er derfor, at det også giver mening at fejre kvinder i iværksætteri med en pris som ‘Årets kvindelige iværksætter’. Det er ikke for at forfordele kvinder. Det er simpelthen for at sætte kvindelige iværksættere på dagsorden – og derigennem tiltrække nogle flere til iværksætteri.”

Uanset om vi taler om kvinder, unge eller ældre i iværksætteri, så sker der ikke noget, før vi har rollemodeller, slår Eva Vedel fast.

“Alle, der fremmer iværksætteri, finder jeg interessant at tale om og diskutere.”

For Eva er det altså ikke udelukkende et spørgsmål om at fremme kvinder i tech – men i lige så høj grad om at fremme iværksætteri generelt.

Læs også: Andelen af kvindelige iværksættere i Danmark falder

Lægger stor vægt på diversitet – ikke kun på køn

Når Eva Vedel skal sammensætte programmer for Iværk & Vækst, lægger hun stor vægt på at få så stor en diversitet i oplægsholderne som muligt:

“Det skal være interessant for så mange som muligt. Her tænker jeg ikke kun på køn, men også på at få  forskellige aldersgrupper og måder at være iværksætter på repræsenteret – vi vil gerne både høre fra dem, der har skabt en startup via en genial opfindelse hjemme i kælderen og dem, der er i gang med et kæmpe franchise-eventyr. Diversiteten er vigtig for vores arrangementer – og det gælder altså både alder, forretningsmodel og køn. Vi vil gerne være relevante for mange,” lyder det afslutningsvis fra Eva Vedel.

Læs også: De kvindelige iværksættere: hvor galt står det egentlig til?

 

Skriv et svar