Tradono efter indsamling: “Vi ønsker at hjælpe nu og her – uden at blive viklet ind i politiske garnnøgler”

Tradono og GoMore gik sammen om en indsamling i slutningen af februar. Konceptet gik ud på at køre rund til folk, der havde noget at donere og samle det ind til de hjemløse i Storkøbenhavn. Indsamlingen gik over al forventning, lyder det fra Tradono.

Der var god tilslutning til indsamlingen, da Tradonos ansatte i biler fra GoMores brugere kørte rundt en mørk aften i slutningen af februar. Martin Suhr, medstifter i Tradono, fortæller, at de i løbet af de 4 timer fik indsamlet 6 vognlæs fra hele Storkøbenhavn. Blandt andet fik de samlet 2-300 vinterjakker, i omegnen af 100 soveposer og en masse vinterstøvler. Det var overvældende, hvor mange der gerne ville donere, fortæller Martin Suhr. Han uddyber, at det var gode ting, der blev indsamlet.

“Ofte er det ting, der spiller på sidste vers, der bliver smidt i tøjcontainerne, og ofte har det da også været forbi både loppemarkeder og diverse salgssider først. Men til indsamlingen var det gode holdbare ting, som de hjemløse virkelig kan bruge,” fortæller han.

Læs også: Tradono og GoMore henter og bringer dit aflagte, varme tøj

Folk vil gerne hjælpe, men det er ofte noget bøvl

Hos Tradono mener de, at en af årsagerne til den store deltagelse i indsamlingen blandt andet er, at det er nemt. Martin Suhr påpeger, at der jo er rigtigt mange, der gerne vil hjælpe og gerne vil donere deres ting til dem, der mangler. Men når man bor i byen og ikke har bil, så kan det være besværligt. Det kan også være en udfordring at finde ud af, hvor tingene skal doneres henne, og hvem de går til. Her gik tingene ubeskåret til de hjemløse og blev afhentet på folks privatadresser.

Derfor var det også en positiv oplevelse for dem, der kørte rundt og samlede ind. Folk var glade for at kunne hjælpe uden besværet – eksempelvis var en af donationerne fra en kvinde i kørestol, fortæller Martin Suhr. Hun er ikke normalt i stand til at smutte i tøjcontaineren med ting, men når der kommer folk ud og afhenter tingene, så skal hun bare have det pakket og klart.

Generelt har det været en positiv oplevelse, fortæller Martin Suhr. Hos Tradono kunne de godt have tænkt sig at gøre projektet mere folkeligt og inddragende, så det var for eksempel kunne være privatpersoner, der var med til at stå for indsamling og kørsel, men de arbejdede med en kort frist, fortæller Martin Suhr, så der var ikke rigtigt tid til det inddragende setup.

På grund af den overvældende feedback, som startuppet modtog efterfølgende, vil de gerne lave en indsamling igen. Denne gang vil de dog gerne udbrede den til hele Danmark, så der også bliver samlet ind i eksempelvis Odense, Århus og Ålborg.

Det indsamlede tøj og sko går ikke kun til hjemløse i Københavnsområdet. En stor del er med GoMores chauffører blevet fragtet til Odense, hvor frivillige tager ansvar for at gå rundt i byen og dele tøj ud til hjemløse på gaden. En anden del er fragtet til Århus til et værested. I københavn går tingene overvejende til et værested for unge hjemløse. Det er også årsagen til, at initiativet specifikt efterlyste vintertøj- og sko, da det ofte er det, de hjemløse mangler mest, lød meldingen fra de forskellige væresteder.

Læs også: Sådan gik lanceringsåret for Tradono

Politiske garnnøgler

Det er ikke kun godt for den offentlige omtale, at Tradono er med i projektet. Langt fra faktisk, fortæller Martin Suhr. Ifølge ham, er det en af hjertesagerne hos stifterne bag startuppet, blandt andet samler de i forvejen altid ind til velgørende formål, hver gang de holder et fysisk loppemarked eller deslige. Hans oplevelse er, at der nærmest hvert år lyder et nødråb i medierne om situationen med hjemløse, der ligger på gaden i regn og slud, men at mange af organisationerne gerne vil gøre det til en politisk ting. Og det er også rigtigt godt at have en langsigtet plan, siger han, men holdet bag Tradono ønsker at hjælpe nu og her – uden at blive viklet ind i politiske garnnøgler.

“Det bliver hurtigt så sort-hvidt i medierne. Vi vil gerne bare fokusere på, hvor vi kan gøre en forskel nu og her”, fortæller Martin Suhr afslutningsvis.

Læs også: Nu er Tradono klar til verden

Læs også

Top