Careware 2016 uddeler velfortjent hæder til velfærdsiværksættere

Careware Innovation og Iværksætteri præsenterer for fjerde år i træk et stærkt felt af otte idéer til fremtidens digitale innovation af velfærden. To idéer løber med Iværksætter og Idéprisen i forbindelse med velfærdteknologikonferencen Careware 2016. Med priserne følger støtte til at bane idéernes vej til et stadig voksende dansk og internationalt marked.

Careware Innovation og Iværksætteri 2016 sætter fokus på teknologiske løsninger på sundhedsfaglige problemer. Her kåres de bedste startups inden for kategorierne Iværksætterprisen og Ideprisen. Fire startups er nominerede i hver kategori. Bag udvælgelsen står et kompetent dommerpanel med blandt andet iværksætterekspert og advisory board-medlem i Northcap, Preben Mejer.

”De otte nominerede idéer vidner ikke alene om, at den innovative tænkning lever i bedste velgående. De er også kernen i det, CareWare Innovation og Iværksætteri handler om. Idéerne sammentænker meningsfuldhed og forretningsforståelse. Med den rettes vejledning og motivation har de her idéer potentiale for at skabe værdi for Danmark på både sundheds- og erhvervsfronten,” siger han om årets nominerede.

Vinderne af priserne kan se frem til løbende, kompetent sparring fra Carewares dommere på deres på vej til det danske og internationale marked for velfærds- og sundhedsteknologi.

Skal udvikle nye velfærdsiværksættere

Ambitionen med Careware Innovation og Iværksætterpris er at bidrage til at udvikle de gode idéer og dem, der står bag. Med et netværk af erhvervsfolk, uddannelser, iværksættere, regioner og kommuner, bidrager Careware Innovation og Iværksætteri med erfaring, viden og netværk, der skal understøtte, at Danmark fortsætter med at udvikle meningsfulde teknologiske løsninger med eksportpotentiale.

Tidligere har flere eksperter peget på to afgørende forudsætninger for, at nye teknologiske løsninger bliver succesfulde på erhvervsfronten. Den første er et stærkt hjemmemarked. Det findes i Danmark, og i 2010 solgte danske virksomheder velfærdsteknologi for 33 milliarder kroner. Samtidig peger eksperter på, at et fokus på innovation, der går på tværs af det offentlige og private virksomheder, er afgørende. Lykkes det først at skabe de gode løsninger, findes det internationale marked i høj grad. I 2012 forudsagde Dansk Industri for eksempel, at der inden for EU alene vil blive brugt 400 mia. kr. mere på sundheds- og ældreplejeområdet frem til 2022.

Og de nominerede er..

Careware Iværksætterprisen

Iværksætterprisen har til formål at fremme udviklingen af det danske vækstlag af iværksættere og startups. De nominerede befinder sig i opstartsfasen med en prototype i aftestning eller med få kunder. Careware dommerpanelet prioriterer idéer, de vurderer samlet set har det største vækstpotentiale – målt ud fra “lovende produkt”, “organisation med de nødvendige kompetencer” og “realistisk forretningsmodel”.

  • Melvin – robot der udfører af- og påtagning af benklæder i forbindelse med toiletbesøg.
  • Hopspots – kognitiv træning og leg med interaktive brikker.
  • Nem Info – bygningsinformation til gæster med eller uden handicap.
  • Siren Smart Socks – temperature sensing socks to help diabetes prevent foot ulcers.

CareWare Idéprisen

Idéprisen skal give et positivt skub til idéskabelsen i Danmark. De nominerede er idéer, der kan udvikles videre til nye værdiskabende produkter og services. I nomineringen prioriterer dommerpanel idéer, der kan skabe størst værdi for samfundet og borgerne, hvis de realiseres.

Careware 2016 løber af stablen på fire aarhusianske lokationer den 13.-14. april. Du kan tilmelde dig eventet via dette link.

Læs også

Top