Writereaders læringsapp brillerer i test- nu vil de være globale

barn

Skriv og Læs fra Writereader er et læringsredskab for børn, der skal lære at læse. En undersøgelse fra University College Lillebælt viser, at appen har fat i noget af det rigtige- resultaterne viser nemlig, at testgruppen bliver markant bedre til at læse og skrive.

Det er læringsværktøjet Skriv og Læs Skole, som undersøgelsens resultater bygger på. Værktøjet, som giver eleverne mulighed for at producere og udgive deres egne digitale bøger med tekst, billeder og lyd, er udviklet efter metoderne om ”at skrive sig til læsning” og ”opdagende skrivning”. Med læringsværktøjet kan eleverne tage et billede og skrive eller indtale en tilhørende historie på deres aktuelle skriftsprogsniveau. Læreren kan efterfølgende oversætte barnets skriveforsøg til ”voksenskrivning”, som barnet spejler sin egen skrivning i og lærer af.

Appen henvender sig til forældre, pædagoger og lærere, og den forskningsbaserede tilgang giver mulighed for at markedsføre en ‘high-end-app’ til 79 kroner.

Undersøgelsen af appens effekt er foregået på fem skoler i Odense på Fyn. I alt har 200 elever i 1. klasse deltaget og benyttet Skriv og Læs i 6 uger- og resultaterne har været positive, lyder det fra Thomas Roed Heiden, adjunkt på University College Lillebælt og forskningsleder på undersøgelsen.

“Vores undersøgelse viser at man med den rigtige metodiske tilgang, og på kun 6 uger, kan løfte elevernes skriveniveau markant,” fortæller han.

Han mener, at de gode resultater bygger på graden af inddragelse af eleverne. De vælger selv deres emner og deres arbejde bærer frugt i form af et færdigt produkt, som de kan vise frem.

“Metoden gør eleverne til forfattere og motiverer dem til at skrive mere og bedre. Man kan sige, at de lærer at skrive på samme måde, som de lærte at tale. Som voksne giver vi dem positiv og målrettet feedback, så de bliver motiveret til at skrive og lære mere,” uddyber Thomas Roed Heiden.

Writereaders app skal gøres klar til det globale marked

Writereader har også fornyligt deltaget i et acceleratorprogram i Silicon Valley og har derigennem indsamlet data om børns læringsvaner fra mere end en million børnebøger verden over. Disse data skal bruges til at tilpasse appen Skriv og Læs til det globale marked. Writereader oplever nemlig en efterspørgsel på kvalificerede, digitale læringsmidler.

I den forbindelse har Writereader fået Tashia Dam med i folden. Tashia Dam var en af hovedkræfterne bag Area9 og produktchef for Learnsmart og Smartbook, som verdens største forlag McGraw-Hill opkøbte for et milliardbeløb for to år siden. Den erfaring skal hun nu bruge til at tage Writereader til næste niveau.

“Tashia skal gøre Skriv og Læs intelligent og opbygge en trackingfunktion, som kan genkende, forstå og spore barnets skriftsprogsudvikling. Den viden skal omsættes til nyttig feedback og formidles til børn, lærere og forældre med det formål at understøtte læringsprocessen. Det er på sigt også målet at spore eventuelle skrive- og læsevanskeligheder som eksempelvis ordblindhed,” fortæller WriteReaders stifter, Janus Madsen.

Tashia Dam har en personlig interesse i at være med til at udvikle appen, da hun selv lærte at skrive og læse via den metode, som Skriv og Læs benytter. Hun betegner det som et syn på pædagogik og læring, hvor barnets naturlige nysgerrighed og kreativitet er i højsæde, og hvor teknologien tilpasses pædagogikken – og ikke omvendt.

“Med mine personlige oplevelser og 8 års erfaring med udvikling af intelligente og internationale e-læringsværktøjer, er jeg ikke i tvivl om, at jeg både vil og kan hjælpe Writereader med at nå de ambitiøse mål,” udtaler Tashia Dam.

Læs også

Top