Serieiværksætter starter virksomhed med kæresten: “Det lå lige for”

At være iværksætter handler om at finde frem til det, man virkelig brænder for – det skal ikke være, fordi man drømmer om en stor Mercedes. I hvert fald hvis man spørger Peter Lucas, der har været iværksætter siden 2009.

Peter Lucas har en karriere som serieiværksætter bag sig. Han har prøvet mange forskellige ting af og ikke alle tiltag er gået lige godt- men det er heller ikke det vigtigste, mener han. Det vigtigste er passionen for det, man laver, så skal succesen nok komme, mener han.

Bag sig har han en bachelor i innovation og entreprenørskab og flere stiftede virksomheder. Der kan nævnes Just Serve It, en catering virksomhed, der specialiserer sig i at levere forblandede drinks i cocktaildispensere til fester og arrangementer. Der var også Boligmærket, en gratis platform for køb og salg af boliger. Derudover har han også haft fingrene i en grafisk virksomhed, Inchcph, og flere forkellige cocktailcatering-bureauer. Senest er han aktuel med startuppet Hedia– en intelligent app til personer med type 1 diabetes.

Det var  arbejdet i et af cocktailcatering-bureauerne, der inspirerede Peter Lucas til at starte Just Serve It. Han var nemlig blevet partner i en cocktailbar, der kørte med bar-catering på sidelinjen. Da de så ophørte deres samarbejde, startede han sin egen catering-forretning op og derefter Just Serve It.

Læs også: Februars 5 friske fra indbakken

Ifølge Peter Lucas har bar-cateringen udgjort en af grundpillerne i hans iværksætterliv. Fordi meget af arbejdet har foregået i weekenden eller over email, så har det åbnet op for andre muligheder i hverdagene, det være sig uddannelse eller andre startups. Det har sat ham i stand til at starte den grafiske virksomhed sammen med partnerne Andreas Jespensgaard og Karim Sekkal. Det var også sammen med dem, Peter Lucas etablerede Boligmærket.dk. Om boligplatformen fortæller Peter Lucas, at det tog dem enormt lang tid at lancere. De havde alle ideerne, men de manglede programmører og udviklere. Derfor måtte de ud og hyre eksterne kræfter, til at få tingene gjort og det kostede dem en masse tid og penge, fortæller han.

“En af de ting, jeg har lært undervejs er, hvor vigtigt det er, at have et fuldt inhouse team, så man ikke skal hyre udefra,” uddyber han.

Det var da også medvirkende til, at de mistede deres potentielle investor. De havde nemlig fået kontakt til en privat investor og bag ham yderligere investorer i Los Angeles, som var interesserede. Men da investeringen begyndte at blive en realitet, bakkede han ud. Han syntes simpelthen, at det var for stor en svaghed, at teamet ikke talte en programmør, fortæller Peter Lucas. Så da han kom hjem fra Los Angeles, besluttede de at opløse teamet. Boligmærket kører stadig videre, men er sat til salg.

Nyt projekt løser eget problem

Peter Lucas arbejder nu med sit nyeste startup, Hedia, som han kører sammen med, blandt andre, sin kæreste Christina Kildentoft. Ideen til appen kom sig af hans egne erfaringer med diabetes. Peter Lucas har nemlig selv diabetes type 1 og har i mange år benyttet de eksisterende hjælpemidler, der fandtes på markedet. En af de mest prominente af dem er et ret dyrt device, der tilbyder mange af de samme ting som Hedia, men det arbejder ikke med den intelligente hukommelse, der tager højde for brugerens vaner i dagligdagen.

Dengang kostede devicet i omegnen af 2500 kroner, fortæller Peter Lucas, så da han på et tidspunkt mistede sin og skulle ud og købe en ny, så slog det ham, at det måtte kunne gøres nemmere og billigere. Og så følte han sig egentlig også tit usikker på, hvor meget aktivt insulin, han reelt havde i blodet.

“Alt handler om mad, blodsukker og insulin-niveau, når du har diabetes. Og der syntes jeg faktisk, at jeg manglede et redskab, der kunne klare nogle af de bekymringer, så jeg kunne få noget mere frihed,” udtaler han.

Hans kæreste, Christina Kildentoft har en lang både akademisk uddannelse bag sig inden for folkesundhed. Hun har desuden skrevet speciale om diabetes, så derfor lå det naturligt for, at hun gik med i projektet.

“Pas på med den amerikanske drøm”

Igennem hans tid med iværksætteri i forskellige startupvirksomheder, har Peter Lucas gjort sig to generelle erfaringer:

Det skal ikke handle om penge og et godt team er alfa og omega.

Det er vigtigt at være opmærksom på sammensætningen af de mennesker, man omgiver sig med, siger han. Der skal være en god og tillidsfuld dialog internt i teamet, men også til en eventuel forretningspartner.

“Dit team kommer jo til at være en stor del af dit liv, både på arbejdspladsen, men også i privatlivet. Derfor er det vigtigt, at man kan snakke ordentligt sammen, ikke kun når det går godt, men endnu mere, når det går dårligt. Man skal kunne skilles på en god måde,” forklarer han.

Men han peger også på vigtigheden af, at have et alsidigt team. Det kan hurtigt koste virksomheden en masse penge og tid- og potentielle investorer- hvis man er afhængig af at skulle hyre en masse udefrakommende, til at udføre havdelen af opgaverne, forklarer han. Derfor mener han, at det er vigtigt at have et fuldt udstyret inhouse team. For selv om det ikke skal handle om penge, så kan det være drænende for forretningen at købe ekstern arbejdskraft.

Når Peter Lucas siger, at det ikke skal handle om penge, så mener han, at det ikke skal være penge, der driver værket. Han mener, at passionen og ambitionerne er det vigtigste inden for iværksætteri. På den måde holder man engagementet og kreativiteten ved lige.

“Man skal passe på med ‘den amerikanske drøm’- hvis man går ind i et projekt for at tjene store penge, så kan man i mange tilfælde blive slemt skuffet. Jeg har da haft virksomheder, der har indbragt i millionklassen, men det er jo ikke penge, jeg ser noget til som privat,” uddyber han.

Derudover glæder han sig over at have startet virksomhed sammen med sin kæreste. For han er godt klar over de udfordringer, der kan opstå, når man danner par med en serieiværksætter. Han ved jo godt, at det kan være hårdt at være sammen med en, der hele tiden lige skal ordne noget, lige skal svare på den her mail og hele tiden er flere steder, fortæller han.

En iværksætter har jo aldrig rigtigt fri,” siger han og uddyber,” men jeg kan jo også godt lide at arbejde, jeg kunne sagtens arbejde resten af aftenen med.”

Læs også

Top