Rainmaking: Corporates kan føles som et mangehovedet dyr

Trendsonline corporates Danske Bank The Hub

Det kan være udfordrende at samarbejde med store corporate virksomheder. Medstifter og Partner i virksomhedsfabrikken Rainmaking, Martin Bjergegaard, fortæller om deres seneste samarbejde med Danske Bank – og hvilke udfordringer og gevinster der er ved at samarbejde med en corporate som dem.

The Hub offentliggjorde i marts 2016 en ny service henvendt til startup virksomheder og investorer, der skal hjælpe begge parter til at finde de rette samarbejdspartnere. Servicen bliver stillet gratis til rådighed for alle startup virksomheder gennem online platformen The Hub.dk og er blevet stablet på benene i samarbejde med Danske Bank. Platformen er sat i verden for at hjælpe startups og vækstvirksomheder med at accelerere deres vækst. Konceptet har flere fokuspunkter – herunder rekruttering og matchmaking mellem startups og investorer.

Samarbejdet mellem Danske Bank og Rainmaking opstod, da Danske Bank henvendte sig med et ønske om at ville hjælpe nogle iværksættere.

“Danske bank kom med corporate verden som udgangspunkt og forstod ikke fuldt ud de problemer, som startups sidder med,” forklarer Martin Bjergegaard og uddyber:

“De ville gerne skabe et inspirationssite for iværksættere, hvor man kunne læse om Christian Stadil, Tommy Ahlers og andre iværksættere med kendisfaktor. Det skulle være et site med gode råd til iværksættere. Vores mavefornemmelse var, at der ikke var behov for den type hjælp.”

Holdet bag Rainmaking gav Danske Bank overordnet input og fortalte dem, at de hos Rainmaking vurderede, at de burde lave et samarbejde med nogen i miljøet.

“Og det blev så til den onlineplatform, som vi netop har launchet, der er en gratis service til alle startups. Vi oplever en oprigtig interesse fra bankens side til at skabe løsninger, der har værdi for startups og vækstvirksomheder,” siger Martin Bjergegaard.

Læs også: The Hub lancerer matchmaking service for investorer og startups

Alt, der styrker iværksætteri i Danmark, er positivt

Rainmaking får mere end blot betaling af Danske Bank ud af samarbejdet. Danske Bank betaler for at holde onlineplatformen i gang med lønninger til for eksempel programmering og alle, der arbejder med platformen. Men det er ikke kun en pose penge, som Rainmaking får ud af samarbejdet.

“Når det går godt for iværksætteri i Danmark – går det også godt for Rainmaking. Flere tilmelder sig Startupbootcamp og har brug for kontorpladser hos Rainmaking Loft,” smiler Martin Bjergegaard og fortsætter:

“Danske Banks initiativ er et blandt mange andre, og vi synes, at det er godt med mange initiativer – vi glæder os over flere events, startup begivenheder og coworkingspaces. Vi synes naturligvis bedre om meget gang i butikken end lidt gang i butikken. Alt, der styrker iværksætteri i Danmark, er positivt.”

Læs også: Stifter af Plan Penny fandt sin medstifter på sit kontorfællesskab

Corporates kan føles som et mangehovedet dyr

Martin Bjergegaard fortæller, at der var tre faser i samarbejdet med Danske Bank; en nem, en svær og en nem. I starten blev de begejstrede over samarbejdet.

“Vi havde selvfølgelig en del fordomme, om hvordan det ville være at arbejde med så stor en institution som Danske Bank. Vi blev positivt overraskede og mødte dygtige, venlige mennesker, der vil være med til at skabe vækst,” husker Martin Bjergegaard.

Den svære fase var, ifølge Martin, da de skulle skrive kontrakt og få alt det formelle på plads:

“Det føltes som en mavepuster. Når man arbejder sammen med corporates aktiveres flere store – og indimellem mere konservative – kræfter, når aftalerne skal på plads.”

Aftalen skulle gennem IT-afdelingen, jurister og en række andre interessenter. Martin forklarer, at det kræver tålmodighed at arbejde sammen med, hvad der indimellem kan føles som et mangehovedet dyr. Der kan være uoverensstemmelser mellem forskellige afdelinger, men heldigvis havde deres projekt opbakning fra toppen.

“Der var for eksempel en problematik om IT-sikkerhed, hvor langt de fleste involverede var meget løsningsorienterede, men det er bare en længere proces, når beslutninger skal tages på tværs af afdelinger. Der er flere meninger og mennesker at håndtere, og der skal tales forskelligt sprog afhængig af, hvilken afdeling man er i kontakt med – er det IT-afdelingen, topledelsen eller juristerne,” udtaler Martin Bjergegaard.

Kæmpe gevinst at alt var aftalt i detaljer

Da kontrakten så var faldet på plads, blev samarbejdet nemt igen. Fordelene ved at have aftalt alt igennem, blev hurtigt tydelige for holdet bag The Hub.

“Kontakten mellem Danske Bank og Ranmaking Loft er igen mellem den oprindelige projektgruppe, og nu har vi på baggrund af alle de forudindgåede aftaler mandat til at køre projektet. Budgettet og alle andre aftaler er på plads, og nu viser det sig at være en stor hjælp. Mange små virksomheder kaster sig hovedkulds ud i projekter og finder ud af alt det praktiske, juridiske og økonomiske henad vejen. Her var alt aftalt, inden onlineplatformen skydes i gang.”

Rainmaking og Danske Bank har lavet et roadmap, og aftalen fortsætter fremover. TheHub.dk er et meget nyt projekt, og skal løbende optimeres, produceres content til og tilpasses efter feedback fra deres brugere og erfaringer.

“Det er en kæmpe fordel, at Danske Bank intet afkastkrav har på projeket – det betyder, at servicen kan vedblive at være gratis for startups og vækstvirksomheder. Vi oplever, at banken er parat til at udfordre deres normale arbejdsprocesser og tænke mere med udgangspunkt i brugernes behov end bankens produkter,” afslutter Martin Bjergegaard.

Læs også: Er du opdateret? Rainmaking Lofts vilde første kvartal

Læs også

Top