Arkiver

DebatNyheder

Din telefon kan gøre dig mere reflekteret i samtaler

Smartphone, digital, samtaleSmartphonen har gjort sit indtog i vores samtaler

Den er næsten altid der i hånden, ligemeget hvor man befinder sig. Det er en smart tidsrøver, men også en grund til irritation. Smartphonen har ændret måden, vi taler sammen på. 

Her på cafeen er der liv. Veninder hvisker sammen over kopper med mælk, sukker og lidt kaffe, børn dimser rundt på gulvet, og familier samles over brunch og om hinanden. Men der er også liv i deres telefoner. På deres tablets. På de computere fremtidige manuskriptforfattere og aspirerende journalister har stående på bordet foran sig; skærmens lys deres eneste selskab. Og dog. Veninderne finder telefonerne frem, sætter samtalen på pause, den ene genoptager, munden åben i et lille uforstående O, indtil hun finder tilbage i samtalen.

Vi har fået mulighed for at være sammen med vores venner og familie ikke bare fysisk, men også online. Overalt. Hele tiden. Det kræver både refleksion, og at vi får skabt nogle nye vaner, fortæller Jesper Tække, cand.mag., Ph.D., og lektor på Institut for Kommunikation og Kultur – Medievidenskab.

”Vi er endnu ikke faldet helt til ro med denne teknologi i samfundet, og vi har ikke fundet ud af, hvordan man egentlig skal bruge de nye platforme. Det kræver, at vi udvikler nogle nye vaner. Altså får opbygget nogle normer for brug af alle de nye muligheder,” siger han.

Vi bliver mere reflekterede

De mange nye muligheder vil vi ikke afgrænse os fra, og derfor ser man ofte venner siddende sammen tilsyneladende i hver sin digitale boble, bippende på deres telefoner eller iPads. Men det har ikke ødelagt vores måde at tale sammen på og være sammen på, mener Jesper Tække.

”Jeg kan godt følge den bekymring for i forhold til multitasking, så kan det ikke lade sig gøre. Man kan ikke udføre to bevidsthedskrævende funktioner på en gang. Derfor må man hengive sig til én ting ad gangen,” siger han med henvisning til, når folk sidder med deres telefoner samtidig med, at de taler med en ven over for sig og tilføjer:

”Man må jo godt skifte mellem tingene, så handler det bare om, hvor god en korttidshukommelse, man har. Måske gør de her parallelle interaktionssystemer os faktisk mere reflekterede. De kalder jo på, at vi tænker over, hvad der er vigtigst i situationen.”

Vi er ikke tilstede i nuet

Men det er der, vores samtaler ude i den virkelig verden tit går galt. Det fortæller sprogforsker Michael Ejstrup.

”Vi kan ikke dele vores opmærksomhed, så det slår helt til begge steder på en god måde. Vi er blevet mere fjerne, og vi er ikke til stede i nuet. Det er vi ikke ret glade for. Det er ellers noget, vores kommunikation er blevet udviklet til gennem 1000 år, og når vi ikke bruger den sådan, går det ikke så godt,” siger han.

Ifølge Michael Ejstrup er vi blevet mere distræte. Det er dog ikke udelukkende dårligt for vores måde at tale og være sammen på.

”Vi skal være opmærksomme på problemstillingen, så vi ved, hvornår vi ikke overholder grundreglerne for samtale og måske kan ende i noget snavs. Grundlaget for sprog bliver ikke altid taget alvorligt,” siger han.

Et apotek for vores tanker

Men der findes efterhånden flere steder, hvor samtalen bliver taget alvorligt. Anja Melander og Johanna Öhlén Meschke har startet Tankeapoteket i Stockholm. Det er et rum for samtale, som er et led i en modtendes, hvor folk mødes og taler med hinanden uden forstyrrelser i virkeligheden og om emner, der er dybere end aftensmad og selfies.

”Vores opmærksomhed er blevet en handelsvare. Den tid, vi er opmærksomme i, er blevet kortere. For at få et budskab ud, skal man formulere sig kort, kraftfuldt og meningsfuldt for at nå igennem,” siger Anja Melander og tilføjer:

”Vi mener, at dette også påvirker den måde, vi kommunikerer med hinanden på; både i korte meddelelser og visuelt. Meget bliver sagt, uden vi behøver at tale med hinanden. Udviklingen og de nye platforme har betydet meget for de muligheder, vi nu har at kommunikere med hinanden på. Samtidig ser vi en modreaktion, hvor flere taler om vigtigheden af personlige møder.”

Det er svært at vide, hvornår man skal stoppe, og derfor er det vigtigt, man siger til og fra, hvis ens venners opmærksomhed forsvinder, jo dybere de kigger i deres smartphones feed. Tankeapoteket gør op med den form for ureflekteret samtale.

”Sociale medier har givet os en fornemmelse af, at vi kan hænge ud med vores venner, men vi ser det som tomme kalorier mere end reelle forbindelser. Vi lever i en samtid, som er fuld af distraktioner og hurtige løsninger og muligheder for at være på hele tiden,” siger Anja Melander.

Skriv et svar