Finalist til iværksætterprisen: Vores produkt skal være stærkest på alle fronter

For nyligt løftede Business Region Aarhus’ iværksætterprisen sløret for årets finalister. Blandt finalisterne i kategorien Bedste Fysiske Produkt finder vi virksomheden Sleepbag.

De tre østjyske finalister til årets Iværksætterpris i kategorien Bedste Fysiske Produkt arbejder inden for tre meget forskellige brancher. Én finalist, virksomheden Kubelcoating har specialiseret sig i gulvbelægning i alle afskygninger fra epoxy til sten til personlige designgulve. Hovedsaligt beskæftiger virksomheden sig dog med gulve til industrien. Blandt andet har de lagt gulve for fødevarevirksomheder som Arla og Løgismose og for Novo Nordisk.

Anden finalist i kategorien er startuppet Inexso, der netop har modtaget en investering på 3,5 millioner kroner for deres topsikre nøgleboks til brug i eksempelvis sommerhusudlejning, bilreparation og deleøkonomiske sammenhænge. Virksomheden differentierer sig ved at være den hidtil eneste af sig slags, som har opnået tilfredsstillende certificering efter der blev indført stramninger på området i januar i år.

Læs mere om Inexso her: Inexso: Fra idé til millioninvestering

Endelig er virksomheden Sleepbag også blandt finalisterne. Sleepbag har udviklet en ny babysoveposer, der kan temperaturregulere barnet under søvn ved hjælp af nye tekniske tekstiler. Sleepbag bruger flere teknologier der tilsammen udgør en babysovepose der kan bruges fra -20 til +20 grader inde som ude.

“Vi er de første, der lancerer en babysovepose med lang dyne, der dækker barnet op til 3 år. Vi har lavet heldækkende lagner, så barnet kan pusles, når man er på farten og så kan læderstropperne på posen åbnes, så der kan monteres legebøjler og soveposen kan bruges som aktivets-gym hjemme eller ude,” fortæller ejer, Nina Frederiksen, der selv har udviklet soveposen og desuden fungerer som indkøber og sælger på fuld tid.

“Soveposen har en bæreplade, der kan sættes på, bagerst på soveposen, så det er nemt at af- og påmontere. Den perfekte rejselift, med en let vægt på 3 kg.”

Mentorer hjælper virksomheden godt fra start

Nina Frederiksen forklarer at al produktudvikling, prototype-tegninger, designs med videre laves fra kontorerne i Horsens. Det er også her alt salg, indkøb samt produktionsstyring sker.

“Vi køber vores råvarer i Østen og producer de fleste af vores produkter i Bulgarien. Her har vi Christina Hougaard ansat som office coordinator på fuldtid. Hun igangsætter produktionen i Bulgarien, samt styrer lageret, vi samarbejder med i Danmark,” forklarer Nina.

Udover Nina Frederiksen og Christina Hougaard består teamet af en PR- og kommunikationsansvarlig samt Ninas mand Mikkel Sørensen, der har været med på sidelinjen siden virksomhedens start i 2014.

“Vi sælger vores produkter B2B med Illums Bolighus, ØnskeBørn samt enkelte KæreBørn og så handler vi B2C på egen webshop,” fortæller Nina Frederiksen.

Der har være flere mentorer inde over Sleepbag i virksomhedens tid. Søren Roesgaard, ejer af Roesgaard revision har fungeret som mentor. Mona Juul, fra Envision, som indstillede virksomheden til iværksætterprisen fungerer som sparingspartner i deres advisory board, lige som Valdemar Bardram fungerer som mentor for virksomheden. Han har tidligere arbejdet inden for legetøjsbranchen og senest være direktør hos ØnskeBørn.

Tjek på kemien er en markant konkurrencefordel

Nina Frederiksen fortæller at Sleepbag har flere konkurrenter både på det danske og udenlandske marked.

“Vi konkurrerer med Voksi, Basson, Trille, Bilka samt andre køreposeproducenter i Danmark. I Norge og Finland konkurrerer vi med Voksi og Easy-grow. Vi adskiller os fra de andre på teknikken. Og så går vi højt op i sikkerhed, set ud fra TÆNKs seneste kemitest, er vi en af de få producenter der består på alle punkter,” uddyber Nina Frederiksen.

Hun mener at soveposens alsidighed kombineret med teknologien og fokus på et ‘rent’ produkt fri for skadelig kemi, er det, der gør Sleepbag til en stærk spiller på markedet for soveposer til småbørn.

Vinderne af Iværksætterprisen 2016 kåres til Iværk&Vækst-messen den 27. april i BioNutria Park i Randers. Billetter er gratis og kan bookes via dette link.

Læs også

Top