Deleboom: Deemly modtager millioninvestering

Deemly, investering, Global Sharing Week

Platformen, der har gjort det nemmere at tænke deleøkonomiske ved at dele brugernes anmeldelser, henter nu en millioninvestering hjem fra Syddansk Teknologisk Innovation.

Deleøkonomi har for alvor fået fat i danskerne. Det er populært som aldrig før, og den popularitet vejrede Sara Green Brodersen, da hun stiftede Deemly – et personligt omdømme site. Platformen har nu tiltrukket en millioninvestering fra Syddansk Teknologisk Innovation.

”Vi ser deleøkonomi som en vigtig del af fremtidens økonomi, og Deemly adresserer en nøgleudfordring i det marked. Derfor er der et stort potentiale i virksomheden, og det er på den baggrund, at vi vælger at investere,” siger Frederik Braad, investeringschef i SDTI i en pressemeddelelse.

Læs mere om Deemly: Du skal være lige så troværdig online som virksomheder skal

Den nøgleudfordring, startuppet adresserer, er tillid. Platformen gør det nemlig muligt for brugerne af deleøkonomiske sites at være mere gennemsigtige ved at samle deres personlige anbefalinger og vurderinger ét sted.

”Vores opgave er at skabe et værktøj, som gør vilkårene for at dele med hinanden bedre for både brugere og platforme. På den måde skaber vi grobund for en deleøkonomi, som kan komme os alle til gode,” siger Sara Green Brodersen.

Deemly: Pengene skal gå til udvikling af platforme

Det system Deemly kører med nu, gør det altså muligt for brugerne at samle deres anmeldelser. Men nu har startuppet med investeringen i ryggen muligheden for at arbejde videre med deres B2B-løsning. Det er faktisk den, deres forretningsplan er bygget på, fortæller Sara Green Brodersen. Investeringen gør det nu muligt for dem, at udvikle den løsning hurtigere og nemmere, så de platforme også får mulighed for interagere med Deemly og brugerne. Sideløbende vil teamet udvikle et ratingsystem til nyere platforme.

”Mange nye platforme mangler et ratingsystem. De får det ikke installeret, fordi de enten mangler tid eller penge. Men det vil vi gerne tilbyde dem billigere og lettere,” siger Sara Green Brodersen, der tydeligt er stolt af at have tiltrukket en millioninvestering – men om den er et- eller tocifret, kan hun desværre ikke afsløre.

Betaversionen ruller ud i løbet af foråret, og der er allerede en venteliste på flere hundrede brugere.

Skrevet af

Læs også

Top