Scion DTU: 80% af vores virksomheder vokser

Scion DTU Steen Donner Trendsonline

Det seneste år har de virksomheder, der har til huse på Scion DTU, haft en gennemsnitlig vækst på 148%, og hele 80% af virksomhederne oplever vækst. Vi har talt med nogle af de virksomheder, der er bosiddende i Forskerparken, og Administrerende Direktør i Scion DTU, Steen Donner, om hvad der gemmer sig bag de høje væksttal.

Scion DTU forskerparken er en samling af højteknologiske virksomheder med fokus på biotech og hardware. Mere end 230 virksomheder har valgt at slå sig ned i forskerparken, der både har kontorpladser i Lyngby og Hørsholm.

“Scion DTU er basalt set tusinder af specialindrettede kvadratmeter, der er særligt skabt til at understøtte højteknologiske iværksættere,” forklarer Steen Donner og uddyber:

Virksomheder på Scion DTU forskerpark i tal:
65% mener, at Scion DTU bidrager positivt til deres vækst
76% lancerer nye produkter
52% samarbejder med DTU
70% er Biotech- og Hardwarevirksomheder

“Hos os får iværksættere og virksomheder adgang til laboratorier, prototypeværksteder, fælles reception, konferencecenter og kantine. Vi sikrer, at alle herude får et netværk med andre iværksættere, og vi faciliterer et tæt samarbejde med nogle af verdens bedste forskere på DTU. Miljøet huser også kapitalstærke investorer.”

Udover at sikre et velfungerende kontormiljø stiller Scion DTU et mentorkorps til rådighed for iværksættere og virksomheder, der kan hjælpe dem med forretningsudvikling eller med de forskellige udfordringer, som de står overfor. Derudover 25% af de ansatte på Scion DTU har som fornemmeste opgave at assistere virksomhederne med innovation.

“Vi har nogle sessions, hvor de virksomheder, der ønsker sparring af forskellig art, kan pitche deres problemstillinger og udfordringer for et mentorkorps. Herefter melder vores mentorer sig selv på banen, hvis de har kompetencer, som kan bidrage til de specifikke udfordringer. På den måde får virksomhederne ikke bare én mentor, men et helt mentorteam, der er sammensat specifikt til dem. Det er lidt som at gå til lægen,” smiler Steen Donner.

Det giver tyngde at være del af en anerkendt forskerpark

Medstifter og CEO i Retune DSP, Ulrik Kjems, fortæller, at det som iværksætter og nystartet virksomhed har været en fordel at have kontorplads på Scion DTU og være en del af forskerparken:

“Man skal ikke glemme værdien af at komme med en international anerkendt forskerpark og dens brand i ryggen. Det giver os tyngde ude i verden som lille, ny virksomhed.”

Retune DSP udvikler software, der forbedrer håndfri telefoni og talegenkendelse i blandt andet mobiltelefoner.

“Scion DTU har fritaget os for at skulle koncentrere os om praktiske tidsrøvere som reception, kantine, lokaler og dyrkelse af netværk – for det er en del af pakken herude. Som iværksættere og nystartet virksomhed har vi brug for hele tiden at fokusere på vores eget produkt og forretning og kun beskæftige os med det allervigtigste,” forklarer Ulrik Kjems.

En anden af kontorfællerne på Scion DTU er stifter og CEO i Jacobsen Pharma og MedTech Advice, Anette Jacobsen. Hun beskriver stedet som et videnskabeligt supermarked, hvor de har direkte adgang til et solidt netværk, der går rundt lige uden for kontordøren.

“Det er værdifuldt og sparer tid at kunne netværke spontant og uformelt,” udtaler Anette Jacobsen og fortsætter:

“Vi har langt mere ud af at bo sammen med andre højtuddannede med baggrund i naturvidenskab end i et tilfældigt lejemål. Vi er omgivet af forretningsrelevante, potentielle partnere, kunder og medarbejdere, hvilket er ret unikt.”

Global Innovation Index placerer Danmark på en 8. plads ud af 143 lande, men når det kommer til at omsætte ideerne til virksomheder, eksport og arbejdspladser, ligger Danmark på 61. plads. Og det er netop den problematik, som Scion DTU har sat sig for at gøre op med.

“Vi har den overbevisning, at når man støtter hinanden og indgår i profesionelle netværk, så øges væksten og produktiviteten. Vi tror på, at intelligens smitter,” afslutter Steen Donner.

Læs også: Scion DTUs Jakob Svagin: “I hardware er der kun plads til de allerbedste”

Læs også

Top