Arkiver

Nyheder

Tidligere Tradeshift’ere lancerer nyt fintech-startup

Det nye startup Pleo barsler med en helt ny måde at have firmakreditkort på. Et kort, der både fungerer fysisk og virtuelt.

Pleo er startet af to serieiværksættere, der blandt andet har været involveret i det danske e-faktureringsfirma Tradeshift, der i dag har base i San Francisco. Tradeshift er et af de helt store danske startups, der kom rygende fra start tilbage i 2010, og som landede en investering på næsten 400 millioner danske kroner i 2014. Derfor er det spændende nu at se, hvad skaberne af Tradeshift kan drive det til med det nye startup Pleo.

Folkene bag Pleo er Jeppe Rindom og Niccolo Perra. Jeppe Rindom var en del af ledelsen i Tradeshift og Niccolo Perra havde udviklingsansvaret for finansielle produkter. Og nu er de altså sammen gået videre på et nyt eventyr.

Alt i ét

Pleo startede op i februar 2015 og er nu klar til at tage kampen op med etablerede firmakreditkort, såsom Eurocard og Nordeas First Card. Med Pleo kan al trafik til og fra ens kort foregå fra mobilen, da der følger app til både mobil og web med. Således kan brugeren altså have både fysiske og virtuelle kreditkort til virksomheden. Dette er specielt smart til firmakort, lyder det fra Pleo, da man ikke behøver at skulle vente på kollegaens kort, bøvl med kvitteringer eller tilbagebetaling af udlæg. Derudover gemmer appen kvitteringer individuelt fra hvert kort, så de ikke bliver væk i lommen. Dette sparer tid ved revisorbordet.

For en virksomhed kan det også være en fordel at kunne holde øje med medarbejdernes indkøb og udgifter i forhold til budgettet. Samtidigt med at virksomheden sparer på papirarbejdet, da hele herligheden er forbundet til virksomhedens finansielle processer og systemer.

Som de selv siger, så genopfinder de firmakreditkortet, som det bør virke i 2016.

Ikke så meget bøvl

Jeppe Rindom har selv oplevet bøvlet med firmakort. Bøvlet med at forlægge og finde kvitteringerne, holde styr på udgifter og udlæg og i den forbindelse, bøvlet med at vente længe på godtgørelsen af udlæggene. Men ikke kun som ansat, han har også oplevet det fra den anden side, når man sidder i en chefrolle. Det lærte ham, at hvad der umiddelbart kan virke som en udmærket løsning på overfladen, i virkeligheden kan være en kilde til frustration.

“Når man tænker over det, så har firmakortet i virkeligheden ikke ændret sig særligt meget over de sidste 25 år, men det har måden, hvorpå vi foretager indkøb af arbejdsrelaterede produkter. I de fleste virksomheder er firmakortet reserveret til cheferne, men virkeligheden i dag er, at en stor del af indkøbene er fuldt ud decentraliseret i de enkelte afdelinger. Mange medarbejdere booker deres egne rejser og køber selv deres software på nettet, fordi det er blevet så nemt. Men det er ofte en meget besværlig proces med at skulle låne et firmakort eller selv lægge ud for varen,” forklarer han.

Med Pleo kan virksomheden oprette både fysiske og virtuelle kort til deres medarbejdere med et par enkelte klik, fortæller stifterne. Derudover er Pleo-kortene nemme at administrere, så virksomheden har fuldt overblik over virksomhedens udgifter og hvordan medarbejderen bruger sit kort, tilføjer de.

En anden ting stifterne lægger vægt på, er Pleos evne til at være tilkoblet de finansielle processer og systemer i virksomheden, hvilket kan spare økonomi-afdelingen for en masse tid og hovedbrud, mener de.

At genopfinde kreditkortet har ikke været en nem opgave, fortæller de, men de oplever også, at mulighederne er store og det samme er deres mission med Pleo. De vil hjælpe medarbejderne med at være mere frie og produktive og virksomhederne med at få overblik til at træffe de vigtige beslutninger.

Pleo annoncerede deres lukkede Beta på Money20/20 i løbet af den forgangne uge og er nu klar til at lukke aftaler med interesserede kunder.

Skriv et svar