Startupbootcamp IoT: Det danske IoT marked er stadig i opstartsfasen

Startupbootcamp mobile fall 2015

I sidste uge afholdt Startupbootcamp et af deres ”IoT accelerator”-møder i København og Stockholm. 15 danske iværksættere viste deres IoT-ideer i hovedstaden. Ifølge Ben Hayes, CMO for Startupbootcamp, er det danske IoT marked stadig meget ungt i forhold til eksempelvis i Sverige.

Den bedste vej til at implementere og udvikle IoT er igennem virksomhedsfællesskaber for både iværksættere og etablerede virksomheder.

Det mener Ben HayesCMO for Startupbootcamp IoT Connected Devices..

”Store virksomheder er langsomme til at indføre ny teknologi, og når de endelig gør det, er det ofte udført reaktionært og for sent. Denne tendens forstærkes med IoT, fordi mange virksomhedsledere stadig misforstår, hvad det egentlig er. Virksomhederne bør fokusere på langsigtede løsninger snarere end blot at gå efter de hurtige gevinster. Jeg anbefaler, at man får en IoT-strategi og deltager i netværk med andre IoT-interesserede parter, der kan hjælpe med at opbygge løsninger for de næste 10 år og frem,” siger Ben Hayes.

Startupbootcamp blev grundlagt i 2010 i København med fokus på at støtte verdens bedste iværksættere under opstart af virksomhederne.

Siden er Startupbootcamp vokset og er nu Europas største startup-accelerator og en af ​​de tre største i verden med netværk i hundredvis af byer rundt om i verden.

I sidste uge afholdt Startupbootcamp IoT et af deres accelerator-møder for IoT Devices i København og Stockholm. Der blev fokuseret på IoT inden for wearables, smart-homes, -retail, -miljø og –produktion.

Selv om interessen var stor i København, er de danske iværksættere og virksomheder ifølge Ben Hayes ikke rigtigt kommet ind i IoT-tankegangen endnu.

”Markedet i Danmark synes stadig meget ungt. I Sverige er mange længere fremme med nogle stærke ‘maker spaces’, (en slags kreative værksteder, hvor folk med fælles interesse i computere, teknologi og videnskab mødes, udveksler idéer og skaber nyt indhold og meget andet, red.) og fællesskaber om både IoT og hardware.”

Frisk, ny tankegang

15 nordiske iværksættere med produkter eller ideer inden for IoT viste tirsdag den 5. april deres arbejde frem for Startupbootcamps mentorer fra blandt andet Cisco, DLL, Premier Farnell/element14, HWTrek og MJ Hudson, og de store virksomheder er meget interesserede i iværksættere, forklarer Ben Hayes.

“Etablerede virksomheder er nødt til at innovere konstant, og iværksættere kan give dem en frisk, ny tankegang til mange af de processer, som virksomhederne har tillagt sig over en årrække. Etablerede virksomheder skal også være på vagt over for konkurrenter, og det er blevet vanskeligere i de seneste år. Hvis du for 10 år siden fortalte Blockbuster, at de ville miste markedsandele til et selskab, der endnu ikke fandtes, ville du være blevet til grin. Men det var lige præcis, hvad der skete med Netflix. Disse ukendte konkurrenter er endnu mere til stede i IoT-verdenen, når man tager antallet af områder som IoT vil ændre i betragtning. Derfor får de etablerede virksomheder både viden og en bedre forståelse af de nyeste tendenser, hvis de følger iværksættere samt deltager i fællesskaber med dem,” siger Ben Hayes.

Selv om man forspildte chancen for at vise sine produkter frem i april, er det altid muligt for iværksættere at kontakte Startupbootcamp IoT, fortæller Ben Hayes:

”Vi vil naturligvis altid tale med interessante, nyetablerede startups hele året rundt. Men det program, vi har med ”IoT accelerator”, varer i tre måneder og begynder i september. Hvis iværksættere vil deltage i det, skal de ansøge inden den 13. juni.”

Hvis du er interesseret i at komme i kontakt med Startupbootcamp IoT, kan det enten foregå via mail iot@startupbootcamp.org eller via Twitter @sbcIoT_Devices.

I Danmark er der begyndt at dukke ‘maker spaces’ op inden for IoT. Microsoft i Kgs. Lyngby var den 7. april vært for det tredje møde i IoT Community Denmark. Der arbejdes på at arrangere et nyt møde den 10. juni fra kl. 14.00-17.00 hos Rainmaking Loft Copenhagen.

Interesserede kan følge med på IoTpeople.eu, Startupbootcamp IoT Connected Devices og på LinkedIn.

Læs også

Top