Arkiver

Nyheder

Drømmer du om ferie? Disse apps skal du have med på rejsen

Ifølge tal fra Apollo Rejser bruger hver femte af os nu en app, når vi rejser. Apollo har lavet en undersøgelse over danskernes rejsevaner og kan se, at den klassiske “Turen går til …” er blevet skiftet ud til fordel for en app på mobilen, når rejsens oplevelser skal planlægges.

Apollo har lavet undersøgelsen på baggrund af deres egen rejseapp, som de oplever stor trafik på, fortæller de. Appen er indtil videre blevet downloadet i omegnen af 40.000 gange i Danmark alene. Apollo fortæller, at det specielt er bookingoplysninger samt udflugter, der bliver anvendt i appen samt offline-funktionen, som gør det muligt at anvende appen på selve rejsemålet uden at være online.

”For blot få år siden blev alle udflugter i forbindelse med ferien købt og betalt hjemmefra. Nu ser vi i stigende grad, at vores gæster venter og ser, hvordan vejret og humøret er, inden de lægger sig fast på en bådtur eller vandretur, og så bestiller de dagen før via app, hvor alle udflugter på destinationen ligger. Vi har ikke nødvendigvis brug for at planlægge og vide alt, inden vi tager hjemmefra. Det er jo nemt og sikkert at bestille fra hotelværelset,” fortæller Glenn Bisgaard, kommunikationschef for Apollo.

Han fortæller også, at den typiske rejsende er blevet meget hjemmevant med at rejse og derfor noget mere kræsen. Det stiller så til gengæld større krav til appens muligheder og brugervenlighed, oplever han.

”De fleste af os rejser jo flere gange om året, så vi er langt mere trygge og hjemmevante med at bevæge os ud i verden nu, end vi var for blot få år tilbage. Det stiller krav, når man lancerer en app, for de fleste af os vil gerne have lige dele praktisk information og inspiration. Det kræver konstant udvikling, hvilket heldigvis er noget nemmere på en app end i et fysisk katalog, som jo var der, hvor vi tidligere fandt inspiration og information til vores rejser,” forklarer Glenn Bisgaard.

Danske ferie apps kan sagtens konkurrere med de store

Apollo er ikke de eneste, der fokuserer på apps til det rejselystne folk. Den danske startup-scene kan præsentere et flot udbud af virksomheder, der tilbyder hjælp og rejsetips til rejsen, hvad end man rejser efter kulturelle oplevelser eller livet som backpacker-bums.

Et af tilbuddene er Sightsmarter. Appen er udviklet af Helene Hjortlund, som savnede en service, der kunne lave en samlet plan for dagen, i stedet for at skulle benytte flere forskellige apps eller guides. For at gøre det nemt at være turist indeholder appen en række features. Appen skal give brugerne adgang til offline kort med mere end 50 seværdigheder, mulighed for at markere de seværdigheder, de gerne vil se, og få genereret den bedste rute. De skal kunne dele guider og interessepunkter privat med deres venner, samt se udvalgte bloggeres, journalisters og lokalkendtes forslag til, hvad man bør se. Endeligt giver appen også mulighed for at vælge en temaguide til at vise rundt i byen såsom “Følg i Dan Browns fodspor i Rom”, hvis man er til den slags.

Læs mere om Sightsmarter: Sightsmarter på Kickstarter: VI skal give folk kvalitetsoplevelser frem for turist-traps

Et andet tilbud til den oplevelsesinteresserede globetrotter er Everplaces. Everplaces fungerer som en slags Pinterest – bare for den virkelige verden. Det er en måde at kortlægge sin færden i lande og byer, og en hjælp til at holde overblikket. Det fungerer i al sin simpelhed ved, at man går ned af gaden. Ser en butik med kager i vinduet. Man åbner Everplaces-appen, som med det samme finder ud af, hvor man befinder sig. Herefter tilføjer man et billede, en kategori, nogle tags, og går videre ned af gaden. Derudover kan man også dele sine steder med venner på SMS, mail, FB og Twitter, eller ens venner kan signe up til Everplaces og følge ens opdagelser i.

Læs mere om Everplaces: Everplaces deles i to og Tine Thygesen tager en pause

Endelig skal fremhæves Mygola. Denne app giver mulighed for at læne sig tilbage mens andre bruger tid på at finde og skræddersy ens rejse, om man så skal til San Fransisco, Sverige eller en helt anden destination. Mygola er et system bygget op af rigtige guides, der besvarer spørgsmål om alt, hvad rejsen kan indeholde. Du har mulighed for at teste systemet af ved at spørge med to spørgsmål per måned helt gratis. Du modtager næsten en helt rapport med forslag, flotte billeder fra nettet, links til seværdigheder og hoteller. Herefter er det bare at lave den afsluttende bookning og finde frem til hvilke seværdigheder der matcher dine behov helt perfekt.

Læs mere om Mygola: Mygola – en god rejse starter med god research

Så hvis man planlægger en rejse i den nærmeste fremtid, kan det anbefales fra redaktionen at kigge nærmere på disse tilbud. Der skal nok være noget der tiltaler enhver smag.

Skriv et svar