Arkiver

E-handelNyhederPlatform

Lix lukker aftale med tre af verdens største fagbogs-forlag

Det Aarhusianske startup Lix meddeler at de har indgået aftale med tre af de ti største forlag for fagbøger i verden. Forlagene regner nemlig med en fuld digitalisering af lærebøgerne på sigt.

Lix er en app, hvor studerende kan købe, læse og arbejde med studiebøger. Ideen opstod hos Camilla Hessellund Lastein, da hun selv gik på en videregående uddannelse.

”Jeg var ved at gå ud af mit gode skind af at slå op i indholdsfortegnelsen for at finde en teori. Det var så frustrerende. Og så at slæbe! Det kan jo ikke passe, at man skal have en kiropraktor for at være studerende,” griner hun.

Lix skiller sig ud på markedet for bøger på videregående uddannelser ved at sælge direkte til de studerende. Det gør det mere effektivt, enklere og meget billigere at være studerende. For hende er læring et af nøgleordene, og ofte er det noget ironisk blevet negligeret i branchen, fortæller hun.

”Det, der findes, er minimumsprodukter, som distribueres til skoler, der har fundet ud af, at internettet er kommet for at blive, og fokus er på folkeskolen og gymnasierne. Der er ikke nogen, der tager hensyn til, hvordan man lærer bedst, og hvor vigtig brugervenligheden er,” siger hun.

Lix bringer fagbøgerne ind i det nye årtusind

For nyligt kunne de to stiftere Camilla Hessellund Lastein og Kasper Krog fejre udsigten til anden investeringsrunde, der står til at hjembringe op mod 16 millioner i finansiering. Og nu kan de så melde den glade nyhed om aftaler med nogle af de helt store kæmper i forlagsbranchen. De tre forlag er nemlig McGraw Hill, Informa og Holtzbrinck– alle tre er internationalt anerkendte forlæggere af akademiske bøger og vidensmaterialer.

“Ved at samarbejde med os i Lix får forlagene en højere omsætning idet genbrugs-markedet og piratkopiering er så stort og det vinder mere og mere frem. Forlagene er klar over, at de skal være omstillingsparate over for de studerende. Hvis du eksempelvis sidder med en opgave lørdag kl 3 om natten, skal du potentielt vente til mandag morgen for at kunne købe den specifikke bog du skal bruge – det giver absolut ingen mening, man skal servicere sine kunder, når de har behovet og det gør vi via Lix,” forklarer Kasper Enggaard Krog, der er medstifter af Lix.

“Vi regner med at kunne teste en række forskellige forretningsmodeller i Danmark, idet Danmark er et lille marked for forlagene, og de unge studerende har en digital DNA. Det er et rigtig godt test marked for modeller vi sidenhen kan rulle ud på tværs af markeder,” siger Kasper Enggaard Krog.

Der er ydermere planer i støbeskeen om et møde i London til september, hvor de to iværksættere og topcheferne fra forlagene skal snakke om, hvordan de kan optimere og udvikle samarbejdet yderligere.

“De store internationale forlag ved, at digitale læringsplatforme og content bliver fremtiden, så det giver ikke så meget mening at tale om bogens format, men mere det relevante content for de studerende. Derfor skal vi, sammen med dem, have en diskussion omkring fremtidens forretningsmodeller for studerende på videregående uddannelser, alt fra kapitelsalg til leje af bøger. Det giver jo ikke mening at bruge 700kr for 2 kapitler,” fortæller Kasper Enggaard Krog.

Endvidere melder forlagene om at de forventer, at være gået over til kun at producere digitalt materiale inden for blot 5 år. Faktisk har de en formodning om at alt undervisningslitteratur vil være digitalt inden 2021. Hvis det viser sig at være realiteten, så venter der kronede dage for Lix, fordi de netop har specialiseret sig i digitaliseringen af litteraturen.

Som Camilla Hessellund Lastein tidligere har udtalt til Trendsonline, så er konceptet allerede kommet flyvende fra start. Og hun er sikker på, at de studerende sætter pris på den digitale udvikling på området.

”Mange af de funktioner, vi kommer til at sætte på, er noget, jeg ikke engang selv havde forestillet mig! Alt, hvad du kan forestille dig, kommer til at være samlet et sted. Vi kommer til at hjælpe så mange studerende,” siger hun og Kasper Enggaard Krog supplerer hende:

“Vi kan se, at de studerende der kommer direkte fra de gymnasielle uddannelser har en digital DNA, så de foretrækker at studerende digitalt på en fed platform, så jeg tror, der vil komme en meget stor efterspørgsel for digital indhold. Men for Lix ser det meget positivt ud, for ingen adresserer de pains som man har som studerende.”

Skriv et svar