Shopbox indgår samarbejde for 2,2 millioner

kø

I starten af året kunne Trendsonline rapportere om en flot investering til det danske startup Shopbox. Nu er der igen vind i sejlene for Shopbox. De har nemlig indgået et samarbejde med Microsoft og HP for 2,2 millioner kroner.

De 2,2 millioner er gået til at udvikle et kassesystem til Windows 10. Det åbner op for at Shopbox-systemet kan køre på tablets med Microsofts styresystemer. Indtil nu har Shopbox nemlig kun været sat op til at understøtte iOS og en iPad har derfor været nødvendig for kunderne. Nu har Microsoft og HP så smidt penge efter systemet, da de mener, at det kan være med til at øge salget af windows-baserede tablets.

“Shopbox har det rigtige software og HP har det rigtige hardware. Det er et partnerskab efter vores smag,” siger Stefan Bergdahl, fra HP Sweden.

Microsoft har nemlig længe ønsket at positionere sig på tabletmarkedet og de mener, at dette samarbejde kan være vejen frem for dem.

“Vi ser en enorm styrke i dette samarbejde. Ved at kombinere innovationen i Shopbox med den driftsikre Windows 10 platform og HP’s hardware og support kan vi tilbyde en komplet løsning, som potentielt er dét, mange forhandlere står og mangler,” udtaler Klas Hammar som er ansvarlig for Windows 10 hos Microsoft Sverige.

Komplet løsning øger effektiviteten

Ifølge samarbejdspartnerne, så har de nu i kollaboration skabt noget, der formentligt kan kaldes verdens hurtigste kasseapparat. Og det mener de så absolut, at der er et marked for. Her peger de især på travle kaffebarer, spillesteder og sportsarenaer. Her er der nemlig ofte tryk på ved kassen og lange køer. Det betyder, at mange giver op og går igen. Eksempelvist har de færreste lyst til at tilbringe halvdelen af koncerten med at stå i kø, ligesom de færreste fans ønsker at gå glip af halvdelen af kampen, fordi alle skal ud og hente forfriskninger i løbet af halvlegen.

Ifølge Christian Zigler, er det netop en af de ting, som Shopbox kan hjælpe med.

“Vi har forbedret hastigheden af transaktioner med mindst 25 procent sammenlignet med andre løsninger. Det betyder rigtig meget, når man for eksempel til et stort event skal servere til massevis af mennesker på kort tid. Vores første kunde er lige præcis en med lange køer til store events, og de ville gerne have et ordentligt system, hvor transaktionerne går stærkt. Det leverede vi,” siger Christian Zigler, CEO & founder af Shopbox.

Og planerne ender ikke der. Visionen er nemlig at videreudvikle appen, så folk med tiden kan bestille direkte over appen og så enten selv løbe i baren og hente eller ligefrem få bragt ud til der, hvor de sidder, fortæller han.

Han fortæller også om grundene til at de indgik samarbejde med Microsoft.

“Vi valgte jo at samarbejde med Microsoft, fordi vores kunder bliver større og større og de savnede en løsning med troværdighed, og det har Microsofts systemer. Vi oplever generelt, at Microsoft er både hurtigere og mere driftssikkert og det er det, vores kunder har brug for,” forklarer han. Og derfor er der potentiale for et godt og udbytterigt samarbejde, mener Christian Zigler, fordi både Shopbox og Microsoft har noget, den anden godt vil have.

“Microsoft vil gerne ind på markedet, vi vil gerne have en sikker platform” lyder det afslutningsvis..

Læs også

Top